Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg, ja så forsvinder jeg også … Det er koldt, det er mørkt, og egentlig skulle dette uaktuelle nyhedsbrev have handlet om mørke. Men der er ingen grund til ligefrem at opsøge vinterdepressionen, vurderede nyhedsbrevsredaktionen. Så i stedet hopper vi på flyveren og tager på tidlig vinterferie. Temaet for dette nyhedsbrev er at rejse. Væk fra kulden og hverdagen. Ud i verden. På godt og ondt. Vi skal forbi storbyturismen, sexturismen og krigsturismen. Vi skal på hotel med Torben Brostrøm. Og vi skal til Damaskus med Mads Holger. Men først skal vi på flodrejse med en far, der må sande, at hans søn er ved at vokse ham over hovedet. Floden – Man kunne have valgt en hvilken som helst rejseberetning af Thomas Boberg, men vi har altså valgt denne. En flodrejse, hedder essayet, og det handler om netop dét: En far og en søn tager på rejse langs Perus mudrede floder. »Mateo bliver hurtigt populær, hans far må tage til takke med at stå i baggrunden og søge skygge for solen og se ud på den ungdom, som han selv har forladt,« skriver Boberg, og så er stemningen for rejsen ligesom lagt. Vi skal længere ind, hvis ikke i mørkets hjerte, så i hvert fald ind i junglen, på en flodbåd, hvor hængekøjerne hænger så tæt, at man knap kan ånde. Læs artiklen: En flodrejse Turistfælde – »Du kan ikke købe en knap til din jakke her i byen. Ingen steder! Turister har jo ikke brug for knapper. Se omkring dig. Her er intet liv overhovedet. Alle er 100 procent turister. Vi er i Disneyland. Vi, der bor her, er pandaer. Truede dyr.« Sådan lyder det fra den tyske journalist Petra Reski, som vi sidste år mødte i Venedig. Her har hun boet siden 1991. Og hun har set det hele ændre sig. Venedig er ikke længere en by, men en vare. Indbyggertallet falder – turisttallet stiger. Dette er en artikel til dig, der er storbyturist. Og til dig, der hader storbyturister. For man skal ikke underkende hvor meget, turismen kan påvirke et samfund – og i yderste konsekvens demokratiet. Damaskus – Mads Holger var den konservative sten i skoen. Altid velskrivende, altid på tværs. »Jeg tilhører den første generation i verdenshistorien, for hvem ’globalisering’ ikke blot var et kækt modeord, men en faktuel og reel virkelighed,« skriver han i denne klumme, før han slår fast, at mødet med den store verden ikke har gjort ham mindre traditionelt sindet. Eftertiden har givet teksten et vemodigt skær. Mads Holger er her ikke længere. Det Syrien, han mindes, er raseret af krig. Globaliseringen har, som han anfører, ikke gjort os alle til verdensborgere. Men lad os for en stund glemme det og genbesøge udsigten over Damaskus. Læs artiklen: De grønne lys over Damaskus Sugar mamas og beach boys – Og så til noget helt andet. Den østrigske filminstruktør Ulrich Seidl er ubehagets mester. Og dette er en ubehagelig artikel. På overfladen handler den om sex, men som Oscar Wilde har lært os, så handler sex om magt. Og det er magtforholdet mellem sexturister og de mennesker, de udnytter – og bliver udnyttet af – der er omdrejningspunkt for det første kapitel af Seidls Paradis-trilogi: ’Kærlighed’. Her tager midaldrende europæiske kvinder på badeferie og køber sex hos unge, afrikanske mænd. Men det viser sig, ikke overraskende, at de ikke kan købe sig til den kærlighed og omsorg, de savner. Og mændene? Dem behandler de knap nok som mennesker. Læs artiklen: Udnyttelsen går begge veje Gru – Fra den offentlige henrettelse af Struensee til overklassens fornemme damer, der beskuede Waterloo. Vi elsker gru. Og krigsturismen blomstrer: Turister valfarter til Killing Fields og Srebrenica for med egne øjne at se, hvor nogle af verdenshistoriens største ugerninger fandt sted. Kritikere kalder det følelsesporno, forsvarere kalder det håndgribelig historieformidling. Men hvad er det, der drager os? Filosof Henrik Jøker Bjerre har dette bud: »Alt i dag har været en tur igennem mediernes turbine, og derfor søger vi i stigende grad det autentiske. Der opstår en længsel efter at komme i berøring med det, vi kan kalde ’det virkeligt virkelige’. Og man kan sige, at døden er det allermest virkelige i vores liv.« Læs artiklen: Gru er godt for turismen Vil du med på hotel? – Uha, måske skulle man alligevel bare blive hjemme ... Det er også dyrt at rejse. Og dårligt for klimaet. Heldigvis kan man rejse alle steder hen i verden uden at flytte sig fra øreklapstolen. Det kræver bare, at man kan læse en bog. Torben Brostrøm har været på hotel i litteraturen – og der er rigeligt med hoteller at vælge af. Hotelværelset er nemlig et yndet miljø i fortællekunsten. Og det er altså ikke kun på grund af hotelværelsets åbenlyse pikante associationer. Det er alle de muligheder, som værelset rummer: »Her står man revet løs fra normale sammenhænge i et rum, der, skønt allerede nedtrådt af uanede mængder fremmede, alligevel er ubetrådt, fri for lur fra mur, som fænomen en legeplads for uendelige fiktioner.« Læs artiklen: På hotel i litteraturen Den danske vinkel – Indrømmet, dette kan ikke rigtigt kaldes en artikel, og vi har heller ikke selv skrevet den. Det er et ritzau-telegram, der tikkede ind på information.dk i 2015. Grunden til, at det alligevel er med i dette nyhedsbrev er, at det med ganske få ord indkapsler noget utroligt dansk. Først og fremmest mediernes krampagtige forsøg på at finde en dansk vinkel på et tragisk flystyrt. Dernæst selve interviewets indhold. Flystyrt skal ikke stå i vejen for Bos badeferie, er rubrikken. Og Bo Petersen i Billund lufthavn giver ikke meget for de rejseselskaber, der aflyser af hensyn til sikkerhed. Resultatet er en vidunderlig lille lufthavnspølse af en ikke-historie om en mand, der nægter at hidse sig op. Læs artiklen: Flystyrt skal ikke stå i vejen for Bos badeferie P.S. Der er lidt snyd at lokke med C.V. Jørgensen og så ikke slå vejen forbi Costa del Sol. Har du mod på mere arkivstof, så nap denne reportage fra palmeøen Hainan – det er nemlig Kinas svar på Costa del Sol, hvor pensionister i tusindvis søger ly for vinterkulde, forurening og familiens forventninger. For øjeblikket har de det herligt ...
| 
