Copy
 
 
Informations bogtillæg

Nyhedsbrev


Svensk nedsmeltning | Jeg har hele ugen haft blikket rettet stift over Øresund for at følge med i den helt forrykte ballade i det hæderkronede Svenska Akademien, der er ude i den værste krise i nyere tid.

Lige nu oplever Akademiet noget nær en nedsmeltning, og spørgsmålet er om institutionen igen kan få genopbygget sin troværdighed og værdighed. Det har siden forrige fredag været breaking news i alle svenske medier og nærmest time for time er der sket nye dramatiske udviklinger.

Jeg har hele ugen forsøgt at skrive om det, men det har været som at skrive i sand, for hver gang noget var nedfældet, så havde en ny bølge visket det ud igen.

Litteratur kan altså også handle om voksne mennesker – vel at mærke de største begavelser inden for svensk litteratur og sprogforskning – der udkæmper en primitiv magtkamp, hvor alle tænkelige midler tages i brug og hvor de mest fornedrende udtalelser får frit løb. Det har været beskæmmende at følge og samtidig underholdende på den bizarre måde.

Jeg har samlet op på ugen i min ugentlige klumme i bogtillægget, som jeg var nødt til at udvide markant for at få plads til bare nogle af de mange detaljer. Jeg ville have skrevet klummen som en klassisk græsk tragedie i 5 akter, for alle dramaturgiske elementer var til stede for at kunne gøre det, men den endte sådan her: Dramaet i Det Svenske Akademi.

Jeg forudsiger i min klumme også, at de resterende medlemmer af Akademiet vil give den permanente sekretær Sara Danius et mistillidsvotum og at Anders Olsson foreløbig blev udpeget som ny mand i den funktion. Det skete i går aftes efter et tre timer langt møde.

Det endte dog ikke kun med Sara Danius’ afgang, men også Katarina Frostenson måtte som del i et større kompromis forlade sine opgaver i Akademiet for en tid, dog ikke hendes stol nummer 18 som sådan. Hun vil altså på et tidspunkt have mulighed for at vende tilbage.

Lige nu er situationen på en måde stabiliseret, på en måde lige så usikker som den seneste uge, for som det er nu er Akademiet med så få medlemmer ikke beslutningsdygtige. Og det kræver ændringer af vedtægterne. Derfor er det i mine øjne lige nu usikkert, om Akademiet i år overhovedet vil være klar til at udpege en modtager af nobelprisen i litteratur.

Helle Helle | Balladen i Akademiet har fyldt det meste, men det er alligevel ikke forbigået min opmærksomhed, at Helle Helle i dag udgiver en ny roman.

Det er altid en begivenhed, ikke mindst for Lone Nikolajsen, der inspireret af den nye roman er gået tilbage i forfatterskabet og har fundet hele tyve citater, der viser, hvordan det akavede og den vanskelige menneskelige kontakt hele tiden har været på spil i Helle Helles værker. Se, det er en anden måde at skrive litteraturhistorie på. Læs artiklen her.

Jeg satte en anmelder, der ikke på forhånd var den store Helle Helle-fan til at anmelde den nye roman, nemlig Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, derfor er det også en endnu større fornøjelse at se, hvordan hun fuldstændig overgiver sig til romanen og hvor præcist hun får beskrevet hendes særlige realisme. Læs anmeldelsen her.

Snyd | Det er også i denne uge vi præsenterer en ny anmelder i bogtillægget, nemlig Nanna Mik-Meyer, der skriver godt om Deborah L. Rhodes’ bog Cheating om, ja, snyd. Om at alle snyder.

Der bliver forsøgsvist sat tal på, hvad snyd koster samfundet som helhed, og en af de opsigtsvækkende pointer i bogen er, at det primært er middelklassen og overklassen, der snyder, frem for, som vi har for vane, at være nærmest sygeligt optaget af, hvordan underklassen snyder. Der er god indsigt i Rhodes’ bog og i Mik-Meyers anmeldelse. Den kan du læse her.

Det var alt for nu

Peter Nielsen, litteraturredaktør