Se nyhedsbrevet i din browser

Vugge til Vugge fokuserer i dette nyhedsbrev på affald - eller rettere sagt den ressource, som vi har haft for vane at kassere, men som i stedet kan bruges igen og igen i den cirkulære økonomi.
TEMA: AFFALD SOM RESSOURCE

Fraskær bliver til kompost

Troldtekt ruller nu et stort take-back-system ud, så byggepladsernes fraskær fra Cradle to Cradle certificerede akustikplader i træbeton fremover kan komposteres og anvendes som næring for nye planter


Troldtekts take-back-system begyndte som en case i Region Midtjyllands projekt Rethink Business. Siden fik Troldtekt støtte gennem Grøn Omstillingsfond til at modne projektet, inddrage relevante samarbejdspartnere og definere materialestrømmene.

Nu ruller det ud, og byggeaffaldet er blevet en ressource. Det betyder, at Troldtekt har kunnet opnå et højere niveau inden for Cradle to Cradle certiceringen.  

I første omgang bliver byggepladsernes fraskær af nye Cradle to Cradle certificerede plader indsamlet af HedeDanmark og omsat til næringsrig kompost. Indholdet i de certificerede plader er dokumenteret til sikker anvendelse i naturen.

Brugte plader fra nedrivning med i anden omgang
Næste skridt vil være en nyttiggørelse af nedrivningsaffald, som kan indgå i det tekniske kredsløb som en råvare. Det kan være som ny cement eller til produktion af eksempelvis byggeblokke. Affaldet vil blive bearbejdet i termiske processer, der uskadeliggør eventuelle stoffer fra tidligere overfladebehandlinger, inden det indgår i nye produkter. Troldtekt samarbejder med bl.a. Aalborg Portland og kommunerne om denne fase af take-back-systemet.

Læs om detaljerne i projektet i Troldtekts pressemeddelelse, og se deres genanvendelsesanvisning. Troldtekt har også udgivet et helt tema om cirkulær økonomi om bl.a. Cradle to Cradle roadmap og med en videooptagelse fra Disruptive Innovation Festival. Læs temaet.

Vugge til Vugge ApS har hjulpet Troldtekt på vejen med ansøgning om støtte og projektledelse til take-back-ordningen. Læs mere om vores ydelser inden for grønne forretningsmodeller.
Share
Tweet
Forward
Share

Ny rapport:

Folk vil gerne sortere affaldet

TEMA: AFFALD SOM RESSOURCE
En gennemtænkt og fleksibel affaldssorteringsenhed, der er let at bruge. Det er helt afgørende for at få flere til at sortere deres affald og få flere til at gøre det rigtigt. 

Det fremgår af en helt ny rapport, som Trashypeople har lavet for Københavns Kommune. Læs om de i alt syv anbefalinger i artiklen, vi har lagt op på vores hjemmeside: Affaldssortering kan blive nemmere og mere effektiv.

I dag sorterer 3-4 ud af 10 deres affald i en eller anden grad. Målet er at få 6 ud af 10 til det, men faktisk vil 9 ud af 10 hellere end gerne gøre det - hvis det er nemt.

Ny plastik-økonomi

TEMA: AFFALD SOM RESSOURCE
Hvert år går plastikressourcer for mellem 80 og 120 mia. dollars tabt på verdensplan. Noget går op i røg eller bliver deponeret. En stor del ender i havet, og hvis vi fortsætter som nu, vil der i 2050 være mere plastik end fisk i havet. Målt i vægt.  

Ellen MacArthur Foundation står bag en ny rapport, der peger på mulighederne i at genanvende plastikemballage i langt højere grad end i dag. 

53 pct. af plastikemballagen i Europa ville umiddelbart i dag kunne genanvendes med både økonomiske og miljømæssige fordele, hvis det blev samlet ind. I dag bliver reelt kun 5 pct. genanvendt. 

Pengegave kan sætte arbejdet i gang
Der er store energibesparelser ved at producere plastik af brugt plastik frem for olie. Men der er behov for mere dialog og en udvikling af både systemer og politikker, før det økonomiske potentiale kan frigives. Rapporten peger desuden på et behov for at udvikle bionedbrydeligt emballage, der har samme beskyttende egenskaber som plastik, men som ikke holder i 100 år.

Der er allerede skaffet finansiering til at gå i gang med arbejdet. Det engelske People's Postcode Lottery's Dream Fund har valgt at støtte arbejdet med 500.000 £. Det blev bekendtgjort ved en velgørenhedsevent i Edinburgh fredag 29. januar 2016. Læs mere her i nyheden om støttebeløbet

Læs rapporten, der blev fremlagt og debatteret under World Economic Forum i Davos.  Se videoen fra mødet med deltagelse af blandt andre Ellen MacArthur selv. 

McDonoughs ICEhouse i Davos

Det årlige World Economic Forum blev afviklet i uge 3. Her er cirkulær økonomi altid højt på dagsordenen. William McDonough satte en helt særlig dagsorden med sit midlertidige "ICEhouse", som blev opført til lejligheden.

ICE står både for Innovation Circular Economy og for ice - huset stod der kun en uge, hvorefter det "smelter ned" og vil opstå igen et nyt sted - for det kan selvfølgelig skilles ad og samles igen i en fleksibel konstruktion, som kunne bestå af mange forskellige typer materialer.

Huset blev brugt som mødested for folk, der ville diskutere nye veje i den cirkulære økonomi - ikke mindst inden for byggebranchen. Læs mere om huset her.

Byggeriet udfordrer idérigdommen

Hvordan skaber vi vækst inden for bæredygtigt byggeri gennem de materialer, vi anvender?

Det er spørgsmålet, som samarbejdsprojektet Sustainable Build, søger svaret på i årets Innovationsudfordring. De 10 innovationer med størst vækstpotentiale vil få support til at accelerere og skalere produktet eller løsningen og få adgang til investorer, nye markeder, eksperter og måske den første kunde eller et pilotprojekt med hjælp fra projektets partnere.

Innovationsudfordringen søger løsninger i både ud- og indland, og der er deadline 31 marts. Herefter vurderer et udvalg, hvem der skal udpeges til at få hjælp til yderligere vækst. Læs mere om innovationsudfordringen her.

Sustainable Build er et dansk samarbejde, der blev indledt i slutningen af 2015 med et ønske om at skabe vækst i den bæredygtige byggesektor. Der er tre fokusområder:
  • Nye udbudsformer, der understøtter bæredygtigt byggeri
  • Nye måder at dokumentere sundhed og indeklima i materialevalg
  • Nye måder at gøre materialeviden tilgængelig i branchen
Der er 32 partnere i projektet. De kommer fra et miks af organisationer, myndigheder, investorer, arkitekter, entreprenører, rådgivere og producenter inden for byggebranchen. Vugge til Vugge deltager også som innovationspartner. Vores rådgivning kan således blive en del af "præmien" for at vinde udfordringen.

Korte nyheder fra den cirkulære verden:


KLS Grafisk fik i begyndelsen af januar Hvidovre Kommunes erhvervspris bl.a. for udviklingen af Nordeuropas første Cradle to Cradle certificerede tryksagslinje, PurePrint. Vi ønsker tillykke - også med den fine omtale det gav i Information. Læs artiklen.

Circular Awards prisvindere blev uddelt under World Economic Forum i Davos. Danmark var ikke på listen i år, men mange andre spændende projekter fik priser. Se vinderne her.

Syv minutter om cirkulært byggeri. Kasper Guldager fra GXN og John Sommer fra MT Højgaard fortæller om perspektiverne i det cirkulære byggeri med afsæt i projektet "Byggeri i 7 Dimensioner - kredsløbsdesign i praksis" som Vugge til Vugge også har deltaget i. Se videoen. Projektet bliver senere udgivet i bogform. Læs også vores artikel om projektet.

Et sidste ord om affald: Jakob Hartvig Simonson, der er direktør i Dansk Affaldsforening, vil rulle cirkulær økonomi helt ud i affaldssektoren. Læs mere i indlægget i CSR-magasinet: Affaldssektorens rolle i den cirkulære økonomi

PS - 28. januar 2016 fik vores LinkedIn gruppe medlem nr. 1000. Det er Johanne Toftgaard, der er teknisk assistent med speciale i drift, produktionsplanlægning og intern logistik - og jobsøgende. Vi synes, nr. 1000 skal fejres, og vi sender hende derfor en flaske bobler! 
Deltag i LinkedIn gruppen
Deltag i LinkedIn gruppen
Følg os på Facebook
Følg os på Facebook
Tjek vores hjemmeside
Tjek vores hjemmeside
Send en email
Send en email
Copyright © 2016 Vugge til Vugge ApS, All rights reserved.


Afmeld nyhedsbrev    Ret dine præferencer