Magien er tilbage - og sådan ordner man en højesteretsdommer
I vores moderne verden er magien afskaffet. Vi ser os selv som rationelle mennesker, der har logiske forklaringer på, hvordan verden hænger sammen. Vi forstår årsag-virkning, og at vi selv kan skabe vores liv ud fra de individuelle forskelle, vi nu engang er begavet eller belemret med.
Men nu er der ved at ske et skred, og magien er på vej tilbage og på vej ind i hverdagen for at kaste tryllestøv over den - og ikke mindst: på vej til at blive folkelig igen.
Det første sted, tendensen er ved at blive rigtig tydelig, er hos de internationale boghandlere. Her dominerer titler, som lover trylleformularer, der faktisk virker, sammen med nye vejledninger i at tænke mere magisk. Alt sammen pakket ind, så det ligner chick lit, og alt sammen med kvinder som såvel afsendere som modtagere. Men der er også krusninger på vores hjemlige breddegrader, hvor shamanskoler kan findes via en hurtig googlesøgning, og hvor TV-værten Puk Elgård om få uger udgiver en bog, som blandt andet indeholder en detaljeret gennemgang af en spirituel oplevelse. Facebookgruppen Danske Hekse, der blandt andet beskæftiger sig med hvid magi har 1300 medlemmer, og linker blandt andet til ”Hedensk Sommerlejr”, hvor man kan deltage i en workshop om spådomsmetoder. Shamanismen og magien er blevet folkelig.
Hvad har det med kommunikation at gøre?
Vores verdensbillede er under forandring. Vi ser ud i en verden, som kan føles forvirrende. Hvor opbrud, katastrofer og kriser kommunikeres i ét væk, og hvor ens nyhedsfeed kan se ud, som om vi ingen indflydelse har på noget som helst. Og – vil mange mene – kommunikationsstrømmene er skyld i, at vi lever i en semipermanent oplevelse af krise. Vi får nemlig for det første alt at vide, og for det andet er det de mest dramatiske og uhyggelige historier, der ligger øverst i feedet. Den magiske tænkning giver en oplevelse af kontrol. At man kan påvirke sin omverden, at man kan gøre verden til et bedre sted for sig selv og andre, og at der rent faktisk er noget, man kan gøre for at påvirke skæbnen. I USA har en gruppe fået nok af, at det tilsyneladende er umuligt at blive hørt i det politiske system. Trods protester blev Brett Kavanaugh nemlig udpeget som højesteretsdommer, selv efter en høring, hvor en kvinde stod frem og fortalte om et livsomvæltende overgreb, han havde udsat hende for. Men når det politiske system ikke virker, kan man jo altid tage magi i brug. En gruppe havde derfor indkaldt til et møde, hvor man sammen kunne forbande Brett Kavanaugh (læs mere her).
Hvorfor magisk tænkning nu?
Den magiske tænkning er et udtryk for vores generelt faldende tillid til samfundsinstitutioner. Edelman TRUST BAROMETER rapporterer nu også flere år i træk, at vi globalt set stoler væsentligt mindre på regeringer, end vi gør på virksomheder. Så hvad griber vi til: os selv, troen på at verden ikke er udenfor os, men indeni os, og at vi kan påvirke den.
Hvad kan vi bruge det til?
Selvom du hverken kommer til at gå med amuletter, kaste besværgelser eller læne dig op ad spådomme, så husk, at vi som forbrugere i stigende grad vil interessere os for, hvor og hvordan vi kan påvirke verden. Meget gerne med mindre, afgrænsede handlinger, som ikke tager noget fra vores grundlæggende følelse af sikkerhed. Tiden for de store armbevægelser og livsforandrende tiltag er ved at være slut, og det vil i stigende grad være statusgivende at bidrage til en bedre verden med hverdagshandlinger frem for livsomvæltninger, og måske kan man godt lære lidt af det både som kommunikatør og som menneske uden at træde ud som full-blown heks eller troldmand: nemlig at hverdagen gerne må være en smule mere magisk, at vi gerne må bidrage til at tage følelsen af indflydelse med ud i alt, hvad vi gør, gøre os umage og i det hele taget kaste tryllestøv med rund hånd.
|