Peter Fischer-Møller afløser Karsten Nissen som formand
Biskop emeritus Peter Fischer-Møller blev valgt som ny formand for Tænketanken for Forfulgte Kristne på årsmødet den 19. august i Odense. Han afløser biskop emeritus Karsten Nissen, som efter at have været formand siden tænketankens oprettelse i 2019 ikke ønskede genvalg.
Peter Fischer-Møller har siden 1. maj 2008 og frem til udgangen af august 2022 været biskop over Roskilde Stift. Han er uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1983, hvor han afsluttede studierne med et speciale om Grundtvig. Peter Fischer-Møller har været formand for Danmission (2010-2019) og for Danske Kirkers Råd (2019-2022). (Foto: Rune Hansen/Roskilde Stift)
Tænketanken for Forfulgte Kristne opfordrer til at styrke arbejdet for religions- og trosfrihed i dansk udviklingsbistand
Tænketanken for Forfulgte Kristne (TFFK) glæder sig over, at regeringen og Folketinget nu placerer arbejdet for at fremme religions- og trosfrihed på linje med de øvrige frihedsrettigheder i den danske udenrigspolitik og udviklingsbistand. Nu gælder det om at føre dette mål ud i praksis, hedder det i en pressemeddelelse om tænketankens årsmøde den 19. august i Odense.
På årsmødet indledte tidligere ambassadør og medlem af tænketankens bestyrelse Birger Riis-Jørgensen debatten religionsfrihedens plads i dansk udviklingsbistand med et oplæg, der tog udgangspunkt i en ny kortlægning af, i hvilket omfang bistandsprogrammer og -projekter siden 2018 har bidraget til at fremme religions- og trosfrihed og beskyttelsen af religiøse minoriteter. Undersøgelsen med titlen ”Desk Review of Freedom of Religion & Belief and the Protection of Faith-based Minorities” er udarbejdet af Nordic Consulting Group (NCG), og den blev fremlagt af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen på Folkemødet på Bornholm i juni.
Undersøgelsen viser, at religionsfrihed har været en overset rettighed i dansk udviklingspolitik, men at den er kommet mere i fokus i de seneste år. Især efter 2018, hvor der blev oprettet en enhed i Udenrigsministeriet for religions- og trosfrihed. Året efter blev der afsat en årlig ramme på 5 mio. kroner til at støtte civilsamfundsprojekter, som fremmer og beskytter religions- og trosfriheden. Puljen administreres af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU). Og i 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at arbejdet med at fremme religionsfrihed for alle trossamfund og ikke-troende og beskytte mindretal skal indgå som et element i den fremtidige udviklingspolitiske strategi.
Birger Riis-Jørgensen nævnte, at arbejdet for at fremme religions- og trosfrihed i den danske udenrigspolitik og i udviklingssamarbejdet bygger på fire fundamentale principper:
• For det første er religions- og trosfriheden en universel frihedsrettighed, der gælder på lige fod med alle øvrige menneskerettigheder og for ethvert menneske i verden.
• For det andet er religions- og trosfriheden inklusiv. Denne frihed gælder også for ikke-troende.
• Det tredje princip er, at religions- og trosfriheden også medvirker til at forebygge overgreb på andre fundamentale menneskerettigheder som fx ytringsfrihed. Den fungerer med andre ord som fordums tiders kanariefugl i kulminerne.
• Endelig er religions- og trosfriheden udelelig. Det er en fundamental frihedsrettighed; den er ikke vigtigere, men heller ikke mindre vigtig end andre menneskerettigheder, og disse rettigheder hænger sammen; de er udelelige.
Kortlægning af bistandsprojekter – og seks anbefalinger
Birger Riis-Jørgensen gennemgik den aktuelle rapport fra NCG, hvor man har undersøgt, hvilken rolle arbejdet for at fremme religions- og trosfrihed og beskytte religiøse mindretal har spillet i bistandsarbejdet siden 2018.
Kortlægningen viser overordnet, at indsatsen for at fremme religions- og trosfrihed i et eller andet omfang har været et element i 49 ud af i alt 275 bistandsprogrammer og -projekter, der er igangsat siden 2018. 39 af de 49 projekter er blevet finansieret via den årlige bevilling på 5 mio. kroner til Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU). Og det konkluderes i rapporten, at kortlægningen kun fandt få tegn på, at indsatsområdet endnu er blevet integreret i det danske bilaterale udviklingssamarbejde, og at arbejdet med at fremme religions- og trosfrihed er koncentreret i projekter, der udføres af trosbaserede organisationer, som har haft dette fokus i flere år.
I rapporten fremhæves dog et udviklingsprogram. Det er et program i Indonesien, der har været i gang i mange år og som fremmer religions- og trosfrihed på både centrale policy niveauer, i institutioner, lokalsamfund og helt ned på individ-niveau. ”Det viser sig, at de seneste programfaser kan fremvise resultater, således at religiøs tolerance er blevet forbedret på forskellige niveauer i de fora, institutioner og steder, hvor programmet har været i gang.”
Med udgangspunkt i kortlægningen afsluttes rapporten med seks anbefalinger:
• For det første bør religions- og trosfriheden overvejes helt på linje med og i forhold til andre menneskerettigheder i danske bilaterale udviklingsprogrammer. Kontekstanalysen skal afgøre relevansen af religions- og trosfrihed i et givet program – og det betyder, at ”the context analysis must include FoRB”.
• For det andet skal alle aktører blive bedre til at forstå religions- og trosfriheden og de muligheder, der ligger her – aktørerne skal med andre ord styrke FoRB literacy. Der er mange fordomme, og de må nedbrydes.
• For det tredje er det vigtigt med alliancebygning til fremme af religions- og trosfriheden – og det gælder til alle sider: trosbaserede aktører, ikke-trosbaserede aktører, menneskerettighedsaktører, forskningspartnere.
• For det fjerde bør man fortsætte vidensopbygning om de muligheder for at fremme religions- og trosfriheden, der ligger ved at se dem i sammenhæng med andre aktiviteter/sektorer.
• For det femte bør man udforske de muligheder for langsigtede, omfattende tilgange til indsatser for religions- og trosfrihed, som Indonesien-projektet rummer.
• Endelig anbefales, at man fastholder arbejdet for en klar konceptuel adskillelse mellem religions- og trosfrihed og den brede religions- og udviklingsdiskussion.
Oplægget gav anledning til en inspirerende debat, som mundede ud i en række punkter, som tænketanken vil arbejde videre med i det kommende år – heriblandt de punkter, der er omtalt nedenfor.
Opfordringer fra årsmødet
I pressemeddelelsen fra årsmødet opfordrer Tænketanken for Forfulgte Kristne regeringen og Udenrigsministeriet til et bredere engagement for at fremme retten til at tro og til ikke at tro. Dette kan bl.a. ske ved at igangsætte det fornødne læringsarbejde og opmuntre medarbejdere ude som hjemme til at inddrage religions- og trosfrihed på linje med øvrige menneskerettigheder.
Tænketanken opfordrer også civilsamfundsorganisationer med store bevillinger fra Danida til at være mere opmærksomme på retten til religions- og trosfrihed som en prioriteret rettighed i den danske udenrigs- og udviklingspolitik.
Endelig advarer tænketanken imod, at den årlige bevilling på 5 mio. kroner til Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde står alene. Religions- og trosfrihed er en menneskerettighed på linje med og i samspil med andre menneskerettigheder og bør efter nærmere analyse inddrages i alle relevante projekter og programmer. Denne rettighed må ikke begraves i en beskeden bevilling til overvejende trosbaserede organisationer, hedder det afslutningsvis i udtalelsen.
Kronik: Der udestår stadig et stort arbejde
Birger Riis-Jørgensen skrev sammen med biskop emeritus Karsten Nissen i juli en kronik i Jyllands-Posten om undersøgelsen, der er omtalt ovenfor. Her skrev de bl.a.: ”Selv om man er nået langt, så udestår der et stort arbejde med at implementere tros- og religionsfrihed i den danske udviklingsbistand.”
FN-komité stopper midlertidigt for udsendelse af kristen konvertit til Afghanistan
FN’s Komité mod Tortur i Geneve har midlertidigt stoppet for udsendelsen af en kristen afghansk konvertit, Hamid Heidari, til Afghanistan. Hamid Heidari fik i begyndelsen af juli afslag på asyl i Danmark, da Flygtningenævnet ikke tror på, at han virkelig er konverteret til kristendommen, selv om han er blevet døbt og har været aktiv kirkegænger siden sin ankomst til Danmark. Hans bror Nasrollah, der også er konverteret til kristendommen, fik asyl for omkring syv år siden og er fortsat en trofast kirkegænger.
Tre medlemmer af tænketanken – biskop emeritus Karsten Nissen, sognepræst Mette Bock og institutleder Thomas Bjerg Mikkelsen – kritiserede i juli Flygtningenævnets afgørelse. ”Vi mener, at Flygtningenævnet tager fejl, når de sætter spørgsmålstegn ved Hamid Heidaris kristentro,” skrev de i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 18. juli. Her sammenligner de Hamids sag med en sag fra 2013, hvor en anden afghansk konvertit, Ali, blev udvist til Afghanistan, fordi Flygtningenævnet ikke troede på, at han var konverteret. Han er fortsat kristen og lever nu skjult i Afghanistan på skiftende opholdssteder, da han frygter for sit liv.
”Nu står vi med en tilsvarende sag – og vi frygter, at Flygtningenævnet igen er slået ind på en kurs, hvor flere mennesker vil blive udsat for det pres og de trusler, som kristne konvertitter lever under i Talebans Afghanistan. Der er for os ingen tvivl om, at Flygtningenævnet misforstår situationen og har begået samme alvorlige fejltagelse som i 2013. Vi har fået indblik i Hamids sag, og har også læst udtalelser fra præster, som over tid har fulgt Hamid. … Hvis Hamid Heidari udvises til Afghanistan, er der grund til at frygte for hans liv. For kristne har ganske enkelt ingen fremtid i landet. De er i akut livsfare. Derfor anmoder vi som medlemmer af Tænketanken for Forfulgte Kristne indstændigt Flygtningenævnet om at genoverveje afgørelsen,” skrev Karsten Nissen, Mette Bock og Thomas Bjerg Mikkelsen i Kristeligt Dagblad.
Hamid Heidaris advokat klagede til FN’s Komité mod Tortur over Flygtningenævnets afgørelse – og medsendte bl.a. indlægget fra Kristeligt Dagblad som bilag – og den 19. august meddelte Torturkomitéen, at den vil behandle sagen. Den bad samtidig de danske myndigheder om ikke at hjemsende Hamid Heidari, mens sagen behandles. De danske myndigheder har en frist på seks måneder til at indsende deres indlæg i sagen.
Qatar: Begrænsningerne af religionsfriheden for baha’ier bliver mere og mere systematiske
I Golf-staten Qatar, der i slutningen af 2022 er vært for fodbold-VM for mænd, har statens begrænsninger af religionsfriheden siden 2009 ligget på et højt niveau i de årlige analyser, tænketanken Pew Research Center udarbejder over status for religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Begrænsningerne inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau.
Begrænsningerne rammer især medlemmer af Baha’i-samfundet, der ikke er et anerkendt trossamfund i Qatar. USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) skriver i en rapport fra juni 2022, at restriktionerne af baha’iernes religionsfrihed bliver mere og mere systematiske. Baha’i-samfundet har eksisteret i Qatar siden 1940'erne og har 200-300 medlemmer, fordelt på mere end 30 nationaliteter. Bortset fra en enkelt familie er ingen af dem statsborgere i Qatar.
Det største problem for baha’ierne i Qatar er, at de i øget omfang har vanskeligt ved at få fornyet deres opholdstilladelser i landet og dermed bliver udvist af landet. Det Internationale Baha’i-samfund (BIC) udtrykte allerede i marts 2021 ”ekstrem bekymring” over ”mange års systematiske forsøg” fra myndighedernes side på at sortliste og udvise baha’ier, som permanent bliver nægtet at vende tilbage. Hovedparten af de udviste er ifølge BIC født og opvokset i Qatar og har ikke kendt til noget andet hjem. Nogle af dem kommer fra familier, hvis tilstedeværelse i landet strækker sig flere generationer tilbage – til tiden før Qatar blev en uafhængig stat i 1971.
I januar 2021 fik et af Baba’i-samfundets fremtrædende medlemmer, Omid Seioshanseian, ikke fornyet sin opholdstilladelse i Qatar. Det skete ifølge BIC på baggrund af ”grundløse anklager” om uspecificerede forbrydelser og med henvisning til den nationale sikkerhed. Omid Seioshanseian, der siden 2005 har været Baha’i-samfundets rådgiver for Asien, er født i Qatar, og hans familie har gennem flere generationer boet i landet. ”Til trods for det – og på trods af, at verdens øjne rettes mod Qatar forud for fodbold-VM i 2022 – har Qatars myndigheder nu eskaleret situationen yderligere ved at sortliste Omid Seioshanseian og udvise ham fra landet. Det ser ud til, at Qatars myndigheders strategi nu også omfatter Baha’is lederskab,” skriver BIC.
I marts 2022 sendte Baha’i-samfundet en appel til FN’s Menneskerettighedsråd: ”Baha’ier i Qatar står over for en diskrimination, som udelukkende er baseret på deres religiøse overbevisning, og som, hvis den fortsætter, vil føre til en udslettelse af dette religiøse samfund fra Qatars kyster,” hedder det i erklæringen til Menneskerettighedsrådet.
Kun registrerede trossamfund er lovlige
Baha’i-samfundets problemer hænger sammen med, at det ikke er blandt de registrerede trossamfund i Qatar. Landets forfatning fra 2005 garanterer frihed for alle til at udøve religiøse ritualer i henhold til de gældende bestemmelser for ”opretholdelsen af den offentlige orden og moral” (artikel 50), og ifølge artikel 35 er det forbudt at diskriminere på grundlag af religion. I praksis er religionsfriheden dog begrænset til de tre abrahamitiske religioner: jødedom, kristendom og islam, skriver den katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (ACN).
Sunni- og shiamuslimer og otte kristne trossamfund er registreret som lovlige religiøse grupper i landet. De otte er anglikanere, græsk-ortodokse, syrisk-ortodokse, koptere, maronitter, evangeliske protestanter og en tværkirkelig gruppe af kristne (Interdenominational Christian Churches). De registrerede trossamfund kan søge om at få bygninger godkendt som gudstjenesterum, og de har lov til at importere og udgive religiøse skrifter. Ikke-registrerede religiøse grupper er ulovlige, de må ikke holde religiøse ceremonier og medlemmerne risikerer at blive udvist, men myndighederne tillader generelt de ikke-registrerede grupper at udøve deres tro privat, fx samles hinduer privat. De ikke-registrerede religiøse grupper må ikke importere eller udgive religiøse skrifter.
Stort kristent mindretal – og pladsmangel i nyt kirkekompleks
Der er et stort kristent mindretal på omkring 350.000 personer i Qatar, heriblandt mange katolikker fra Filippinerne. Det er mere end en fordobling i forhold til 2008, hvor der ifølge onlinemediet Gulfnews.com var 150.000 kristne i den lille Golfstat.
Samme år blev den første kirke åbnet i Qatar – den katolske Church of Our Lady of the Rosary med plads til 2.700 personer. Den er opført på et område, som ejes af staten i den sydvestlige del af hovedstaden Doha. De øvrige registrerede kirkesamfund i Qatar har også bygget kirker i området, der hedder Mesaymeer Religious Complex – og populært kaldes ”Church City”. Her samles der hver søndag mellem 75.000 og 100.000 udlandskristne til gudstjeneste. Ifølge den seneste rapport fra USCIRF er der ofte overbelægning ved gudstjenesterne i kirkekomplekset. Selv om der er frihed til at holde gudstjenester og andre aktiviteter i kirkerne, er der klare instrukser fra myndighederne om, at der udvendigt på bygningerne ikke må være kristne symboler som fx kors, kirketårne eller statuer.
Kirkekomplekset Mesaymeer Religious Complex– populært kaldet ”Church City” – som det tager sig ud på Google Maps.
Andre statslige begrænsninger af religionsfriheden
Qatar tiltrådte i 2018 FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, hvor der i artikel 18 står, at ”enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed” – og videre: ”Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.”
I praksis bliver religionsfriheden dog indskrænket på en lang række punkter. Udover de tilfælde, der er nævnt ovenfor, kan nævnes:
• Det er ifølge loven forbudt at konvertere fra islam til en anden religion, men der er ikke registreret straffe for frafald fra islam (apostasi) siden landets uafhængighed i 1971.
• Det er strafbart – på vegne af en organisation, et samfund eller en fond – at missionere for enhver anden religion end islam. Overtrædelser af forbuddet kan straffes med op til 10 års fængsel. En person, der missionerer på egen hånd for enhver anden religion end islam, kan straffes med op til syv års fængsel. En person kan straffes med to års fængsel og en bøde på 10.000 riyal (ca. 20.000 kroner) for at være i besiddelse af materiale, der understøtter eller fremmer missionsaktiviteter.
• Regeringen regulerer udgivelse, import og distribution af religiøse bøger og materialer. Myndighederne censurerer udenlandske aviser, magasiner, film og bøger for anstødeligt seksuelt, religiøst og politisk indhold. Religiøse grupper må internt i deres respektive samfund udgive nyhedsbreve uden regeringscensur. Det er tilladt at importere religiøse helligskrifter, fx bibler, hvis importen på forhånd godkendes af Qatars kulturministerium.
Der bor omkring 2,5 millioner mennesker i Qatar (estimeret 2022). Kun omkring 12 % af befolkningen er statsborgere i landet, resten er udlændinge.
Hovedparten af befolkningen er muslimer (65,2 %), og de største religiøse mindretal er hinduer (15,9 %), kristne (13,7 %) og buddhister (3,8 %). Andre religiøse grupper omfatter jøder, baha’ier, udøvere af folkereligioner m.fl. (Estimerede tal fra 2020).
Antallet af kristne anslås af forskellige kilder til at ligge mellem 330.000 og 370.000 personer. Det største kirkesamfund er Den Katolske Kirke, som ifølge egne oplysninger tæller op mod 300.000 medlemmer.
Den Internationale Domstol fortsætter sag mod Myanmar for folkedrab på etniske rohingyaer
Den Internationale Domstol i Haag besluttede i juli at fortsætte sagen mod Myanmar, der er indklaget for at have begået folkedrab på etniske rohingyaer. Dermed har domstolen afvist en række indsigelser fra Myanmar i sagen, der blev indbragt for domstolen af Gambia i 2019. Myanmar mente ikke, at Gambia var berettiget til at indstævne Myanmar, ligesom landet betvivlede domstolens kompetence til at afgøre sagen. Den Internationale Domstol afviser alle Myanmars indsigelser, og sagen fortsætter derfor ved domstolen.
Rohingyaerne er gennem flere år blevet undertrykt af styret i Myanmar. I august 2017 indledte Myanmars hær et omfattende angreb i Rakhine-staten, hvorved flere tusinde rohingyaer blev dræbt og endnu flere blev fordrevet fra deres hjem og landsbyer. Tatmadaws offensiv blev ledet af general Min Aung Hlaing, som nu er Myanmars leder. Siden volden brød ud, er flere end 742.000 rohingyaer flygtet til Bangladesh, oplyser FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
Den Internationale Domstol vedtog i januar 2020 en række foreløbige foranstaltninger, som pålægger Myanmar at forhindre folkedrab. Ligeledes skal Myanmar sikre, at hverken militæret eller andre væbnede grupper, organisationer eller enkeltpersoner, som er under myndighedernes kontrol, begår eller medvirker til folkedrab mod rohingyaer eller opfordrer til folkedrab mod gruppen. Ligeledes blev Myanmar pålagt at sikre, at ingen beviser om påståede folkedrabs-forbrydelser bliver ødelagt.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der ifølge rohingyaer og menneskerettighedsgrupper ikke har været væsentlige forsøg på at stoppe forfølgelsen af rohingyaer, som fortsat nægtes statsborgerskab og har begrænset bevægelsesfrihed i Myanmar. Rohingyaerne bor i Rakhine-staten ved kysten til Den Bengalske Bugt, og staten grænser mod vest op til Bangladesh. Langt hovedparten af rohingyaerne er muslimer. Herudover er der et mindre antal hinduer og kristne.
Undersøgelse kaster nyt lys over Myanmars kampagne mod rohingyaerne
Samtidig har Commission for International Justice and Accountability (CIJA) for nylig offentliggjort en omfattende undersøgelse, hvor internationale advokater, der tidligere efterforsket krigsforbrydelser i Bosnien, Rwanda og Cambodja, har gennemgået 25.000 sider officielle dokumenter fra perioden 2013-2018.
Dokumenterne giver et hidtil uset indblik i forfølgelsen og udrensningen af rohingyaerne, skriver nyhedsbureauet Reuters, der har set materialet. Dokumenterne afslører diskussioner om og planlægningen af udrensninger af rohingya-befolkningen og bestræbelser på at skjule de militære operationer for det internationale samfund. Dokumenterne viser, hvordan militæret systematisk dæmoniserede det muslimske mindretal, skabte militser, der i sidste ende deltog i operationer mod rohingyaerne, og koordinerede deres handlinger med ultranationalistiske buddhistiske munke, skriver Reuters.
Commission for International Justice and Accountability (CIJA) har overdraget dokumenterne til Den Internationale Domstol i håb om, at de kan bruges til at sikre, at de skyldige dømmes ved domstolen.
Rusland vil ikke følge dom fra Menneskerettighedsdomstolen
Rusland vil ikke følge de domme, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afsagde den 7. juni. Her blev Rusland dømt for at have krænket religionsfriheden i en række sager, der var anlagt af medlemmer af Jehovas Vidner. Rusland blev dømt til at standse verserende straffesager mod Jehovas Vidner og til at løslade fængslede medlemmer af Jehovas Vidner. Det drejer sig ifølge Jehovas Vidner om 91 personer. Rusland blev også dømt til at tilbagelevere eller erstatte konfiskerede bygninger og betale erstatninger til flere hundrede medlemmer af Jehovas Vidner, heriblandt danske Dennis Christensen, som i maj blev løsladt efter næsten fem års fangenskab i Rusland.
Men fire dage efter Menneskerettighedsdomstolens afgørelser underskrev den russiske præsident, Vladimir Putin, en lovændring, som betyder, at Rusland med tilbagevirkende kraft ikke vil håndhæve domme, der er afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg efter den 15. marts 2022. Lovændringen betyder også, at Rusland kun vil afregne udestående kompensationer i tidligere sager i rubler, og landet vil ikke udbetale penge til bankkonti i lande, der anses for ”uvenlige” over for Rusland, oplyser den norske nyhedstjeneste Forum 18.
Menneskerettighedsdomstolens domme i juni omfattede i alt 20 sager, der var rejst af fire lokale menigheder samt en lang række enkeltpersoner. De første sager blev indbragt for domstolen i 2010, den seneste i 2019. Heriblandt en klage over, Ruslands Højesteret i april 2017 erklærede Jehovas Vidners hovedorganisation i Rusland for en ekstremistisk organisation og besluttede, at alle Jehovas Vidners lokale organisationer i Rusland skulle opløses, og at deres ejendomme skulle konfiskeres.
Nyhedsbrevet udgives af Tænketanken for Forfulgte Kristne
Redaktion: Peter Fischer-Møller, Jørgen Peder Jørgensen, Kathrine Lilleør, Birger Riis-Jørgensen og Thomas Bjerg Mikkelsen.
Redaktionel medarbejder: Journalist Bent Dahl Jensen.
I vores arbejde lægger vi især vægt på følgende kilder: Pew Research Center, Europa-Parlamentet og lignende institutioner, United States Commission on International Religious Freedom samt videnskabelige artikler og udgivelser. I nyhedsbrevet anvendes herudover øvrige kilder efter almindelige journalistiske principper.
Du kan støtte udgivelsen af nyhedsbrevet og tænketankens øvrige arbejde ved at indbetale et bidrag på reg.nr. 9570 konto 12930127.
