Den russiske invasion af Ukraine har allerede beskadiget adskillige religiøse bygninger, heriblandt et ortodokst kloster fra 1500-tallet og en moské i Mariupol, oplyste USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) i marts. Begge steder havde civile søgt beskyttelse. Kommissionen advarede samtidig om, at invasionen kan føre til en ”betydelig religiøs undertrykkelse” i Ukraine.
Den øverst placerede ukrainsk-katolske gejstlige i USA, ærkebiskop Borys Gudziak, har også advaret om, at religiøse minoriteter i Ukraine risikerer at blive ”knust”, hvis Moskva får kontrol over landet. Risikogrupperne omfatter katolikker, muslimer og ortodokse, som har brudt med patriarkatet i Moskva. ”Det, der er på spil for troens folk, er friheden til at udøve deres tro," sagde Gudziak, da han deltog i en diskussion om krigen i Ukraine.
Ærkebiskoppen sagde, at Den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU), der har patriarken af Konstantinopel (Istanbul) som overhoved ”uden tvivl vil blive knust” under en russisk besættelse. Han sagde, at muslimske tatarer også befinder sig i en vanskelig situation.
Vi sætter i dette nyhedsbrev fokus på, hvordan religionsfriheden har udviklet sig i de seneste år i Rusland og Ukraine, herunder Krim-halvøen og de russisk-kontrollerede områder i Østukraine. Herudover bringer vi en analyse om populisme, religion og forsoning i Ukraine.
Rusland: Alvorlige indskrænkninger af religionsfriheden
Der forekommer alvorlige indskrænkninger af religionsfriheden i Rusland. I de årlige analyser fra tænketanken Pew Research Center over status for religionsfriheden i verdens lande har Rusland siden 2010 ligget på et ”meget højt” niveau, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side. Og USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) konkluderer i sin seneste årsrapport, at forholdene for religionsfriheden i Den Russiske Føderation ”fortsat forværres”, og at regeringen accelererer forfølgelsen af ”utraditionelle” religiøse mindretal, herunder protestantiske kristne, muslimer og Jehovas Vidner. Samtidig kritiseres regeringen for at give privilegier til Den Russisk-Ortodokse Kirke (ROC), som andre religiøse grupper ikke nyder godt af, herunder retten til at gennemgå lovudkast og større adgang til offentlige institutioner.
Hovedparten af den russiske befolkning er kristne. 63 % identificerer sig som ortodokse kristne. De øvrige kristne kirkesamfund tæller bl.a. baptister, pinsevenner og katolikker. 7 % er muslimer, mens 26 % er ikke-troende. Øvrige trossamfund omfatter buddhister, jøder, mormoner, Jehovas Vidner, hinduer, baha’ier, Hare Krishna, Scientology Kirken, Falun Gong-udøverem.fl.
Lovgivningen bruges til at forfølge religiøse grupper
Den russiske regering bruger en række problematiske love til at forfølge religiøse minoriteter, herunder muslimer, protestanter, medlemmer af Den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU) og flere andre grupper.
En af dem er religionsloven fra 1996, som indeholder strenge registreringskrav og bemyndiger statslige embedsmænd til at overvåge religiøse gruppers aktiviteter. Den forbyder også i bred forstand ”missionsaktiviteter”, herunder at prædike, bede, uddele religiøst materiale og besvare spørgsmål om religion uden for officielt udpegede områder. Den 5. april 2021 underskrev præsident Vladimir Putin ændringer til loven, som øger statens muligheder for at begrænse religiøs praksis – herunder krav til religiøse organisationer om hyppigere afrapportering.
En anden russisk lov, der kriminaliserer ”ekstremisme”, indeholder ikke en tilstrækkelig klar definition af begrebet, og personer kan blive anklaget for ”terrorisme”, selv om de pågældende ikke har gjort sig til fortalere for vold eller deltaget i voldshandlinger, hvilket ifølge USCIRF gør det muligt for staten at anvende loven over for en bred vifte af ikkevoldelige religiøse aktiviteter.
Antallet af sager om ulovlig missionsvirksomhed er faldet
I Rusland blev der i 2021 rejst 71 retssager, hvor enkeltpersoner og religiøse organisationer stod anklaget for ulovlig missionsvirksomhed, oplyser den norske nyhedstjeneste Forum 18 – sammenlignet med 79 sager i 2020, 100 sager i 2019 og 159 i 2018. (Forum 18 er en norsk nyhedstjeneste, der arbejder for religionsfrihed og friheden til at have en overbevisning.) Andelen af tiltalte muslimer steg markant i 2019 – fra 11 % i 2018 til 42 % i 2019. Andelen ligger i 2020-2021 ligget på 42-44 %.
Kilde: Årlige statistikker fra Forum 18.
Der er ifølge Olga Sibiryova fra den russiske organisation SOVA Center for Information og Analyse flere forklaringer på, at der har været færre sager i de seneste år. En del af nedgangen kan skyldes, at der har været færre aktiviteter som følge af COVID-19-pandemien. Men allerede før pandemien var der en nedadgående tendens i antallet af sager, siger Olga Sibiryova. Det skyldes, at religiøse organisationer har fået større juridisk viden og forståelse, og at de er blevet bedre til at træffe foranstaltninger, der kan hjælpe dem til ikke at blive retsforfulgt for ulovlig missionsvirksomhed. Jehovas Vidner har været forbudt siden 2017
Ruslands højesteret afsagde i 2017 en dom, hvori den erklærer Jehovas Vidners administrative center for at være en ekstremistisk organisation. Som følge heraf er alle Jehovas Vidners aktiviteter blevet forbudt, herunder organisationens hjemmesider og regionale afdelinger. Højesteret slår i sin afgørelse fast, at forfatningen garanterer religionsfrihed, men at denne rettighed begrænses af andre rettigheder, herunder at der hersker ”fred og harmoni” i samfundet.
Siden 2017 og frem til udgangen af 2021 har russiske myndigheder foretaget 1.678 husundersøgelser af Jehovas Vidners hjem, heraf 404 i 2021. I samme periode er der ifølge norske nyhedstjeneste Forum 18 indledt efterforskning i mere end 540 sager mod Jehovas Vidner. Flere sager bliver fortsat efterforsket, og nogle sager er endnu ikke afsluttet – evt. fordi de er blevet anket til en højere retsinstans. 145 sager er blevet afgjort – i 14 tilfælde med bøder, i 87 tilfælde med betingede domme, og i 44 tilfælde blev der idømt en fængselsstraf. I 2021 blev et Jehovas Vidner idømt otte års fængsel for påstået ”ekstremisme”. Det er den længste dom, der endnu er afsagt i sager mod Jehovas Vidner. I januar 2022 blev et kvindeligt medlem af Jehovas Vidner idømt seks års fængsel.
Flere islamiske organisationer er blevet forbudt
Den russiske højesteret har også forbudt flere islamiske organisationer og deres aktiviteter på grund af ekstremisme. Det gælder bl.a. Hizb ut-Tahrir, der er lovlig i Ukraine.
Hovedparten af de politiske fanger i Rusland i 2021 var ifølge Memorial Human Rights Center fredelige muslimer, der blev forfulgt i forbindelse med udøvelsen af deres religionsfrihed. 205 af de 340 navne på organisationens liste over politiske fanger var muslimer, som for de flestes vedkommende var dømt for at være medlem af de forbudte muslimske organisationer.
Uenighed om antisemitismens omfang
Der er en voksende antisemitisme i Rusland, mener formanden for Sammenslutningen af Jødiske Samfund, Alexander Boroda, som henviser til, at antallet af personer, der åbenlyst betragter sig selv som antisemit, ifølge meningsmålinger er steget fra 15 % i 2017 til 17 % i 2019. Men Ruslands overrabbiner Lazar har en anden mening. Han sagde i januar 2020, at niveauet af antisemitisme var på et historisk lavpunkt. Medierne har dog i 2020 rapporteret om flere tilfælde af antisemitisk hærværk. Fx satte uidentificerede gerningsmænd i april ild til en synagoge og det jødiske kulturcenter i Arkhangelsk. I juli smadrede hærværkspersoner snesevis af gravsten på en jødisk kirkegård i St. Petersborg. I september blev der malet et kors og hældt gul maling på et monument for Holocaustofre i en landsby nær grænsen til Ukraine. I september 2020 afslørede myndighederne et komplot om at myrde lederen af det jødiske samfund i Krasnodar, Rabbi Yuri Tkach, og de mistænkte blev arresteret.
Krim-halvøen: Voksende undertrykkelse af religionsfriheden siden 2014
Russiske styrker besatte i februar 2014 Krim-halvøen, og Rusland har siden annekteret området og gjort det til en del af Den Russiske Føderation. FN’s generalforsamling har i to resolutioner i 2014 og 2020 erklæret, at Krim-halvøen internationalt fortsat betragtes som en del af Ukraine.
Krim-halvøen består af Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol. Ifølge den seneste ukrainske statistik (fra 2014) boede der dengang 2.353.000 mennesker på halvøen. Det anslås, at 300.000 – eller 13 % af befolkningen – er Krim-tatarer. De er for hovedpartens vedkommende muslimer.
Religionsfriheden begrænses ved indførelsen af russiske love
De russiske besættelsesmyndigheder har indført flere russiske love på Krim-halvøen, og det har ført til begrænsninger af religionsfriheden. Den russiske besættelsesmagt kræver, at religiøse samfund skal registreres i henhold til russisk lovgivning. Kun Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Moskva-patriarkatet (UOC-MP) er undtaget fra disse krav. De nye krav har ifølge Kharkiv Human Rights Protection Group medført, at mange religiøse samfund stort set er tvunget væk fra halvøen. Den russiske regering oplyste i 2020, at der var 907 religiøse samfund registreret på Krim. Det er ifølge USA’s udenrigsministerium en nedgang på over 1.000 siden besættelsen i 2014.
Indførelsen af russisk lovgivning har også betydet, at Jehovas Vidners 22 forsamlinger på Krim-halvøen er blevet forbudt, og medlemmer af Jehovas Vidner, der praktiserer deres tro, risikerer at blive retsforfulgt. Ved udgangen af 2020 afsonede to Jehovas Vidner fængselsdomme for deres tro. En anden konsekvens er, at den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, som er lovlig under ukrainsk lov, betragtes nu som en terrororganisation. I oktober 2020 var i alt 69 personer fængslet, fordi de ifølge besættelsesmyndighederne har været engageret i Hizb ut-Tahrir.
Begrænsninger af religionsfriheden for Krim-tatarer
Siden 2014 har Krim-tatarerne oplevet en tiltagende undertrykkelse fra både besættelsesmagtens side og i civilsamfundet – og det får nogle til at mindes den sovjetiske tvangsdeportation tilbage i maj 1944. Dengang blev op imod 200.000 Krim-tatarer sendt til Sibirien og Centralasien.
I 2020 blev der på årsdagen for Krim-tatarernes deportation i 1944 øvet hærværk mod en muslimsk gravplads i landsbyen Vladyslavivka i Nyzhnyohirsk-regionen. Her ødelagde uidentificerede gerningsmænd flere gravsten, men det lokale politi nægtede angiveligt at efterforske hændelsen, som blev tilskrevet en familiestrid. Måneden forinden – ved indgangen til ramadanen, blev der kastet rådne æg mod en moské i landsbyen Cheremysivka. Krim-tatarer kritiserer politiet for at være langsomme til at efterforske angreb på islamiske religiøse bygninger – og for i nogle tilfælde helt at nægte at efterforske dem.
Pres mod uafhængig ortodoks kirke – og kristne dømt for ulovlig missionsvirksomhed
Den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU) oplyser, at de russiske myndigheder beslaglægger kirker, og at besættelsesmyndighederne fortsat lægger pres på Krim-bispedømmet i et forsøg på at tvinge det til at forlade Krim-halvøen.
Ifølge Crimean Human Rights Group (CHRG) anklagede besættelsesmyndighederne i september 2020 fire kristne for ulovlig missionsvirksomhed.
Donetsk og Luhansk: Flere begrænsninger af religionsfriheden i russisk-kontrollerede områder i Østukraine
Visse dele af Donetsk Oblast og Luhansk Oblast i det østlige Ukraine er siden foråret 2014 blevet styret af russisk-kontrollerede myndigheder. (Oblast er en administrativ enhed, der kan sammenlignes med en provins eller region.) Der har i disse områder været en voksende undertrykkelse af religionsfriheden. USA’s udenrigsministerium nævner flere eksempler i en rapport fra 2021, der bygger på oplysninger frem til slutningen af 2020. Undertrykkelsen rammer især religiøse grupper, der er lovlige i Ukraine, men ikke er lovlige i Rusland, såsom Jehovas Vidner og den muslimske organisation Hizb ut-Tahir.
Ifølge rapporten er medlemmer af Jehovas Vidner såvel som ledere fra andre religiøse grupper blevet fængslet af de russisk-kontrollerede myndigheder. Jehovas Vidner er blevet forbudt i begge områder, da organisationen – ligesom i Rusland – betragtes som ”ekstremistisk”. Ifølge Jehovas Vidner har de russisk-kontrollerede myndigheder i de to områder siden 2014 beslaglagt 14 af organisationens rigssale (mødesale).
Ifølge FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) er et flertal af de religiøse grupper, der var anerkendt i henhold til ukrainsk lov, ikke blevet omregistreret, fordi de ikke opfylder de strenge krav, der stilles med udgangspunkt i russisk lovgivning. Desuden nægter mange religiøse grupper at lade sig omregistrere, fordi de ikke anerkender de russisk-kontrollerede myndigheder.
Begrænsninger af religionsfriheden i ”folkerepublikken Donetsk” (DPR)
I de russisk-kontrollerede områder i Donetsk Oblast, der kaldes ”Folkerepublikken Donetsk” (DPR), skal alle religiøse samfund og organisationer, der tidligere har været registreret, omregistreres i henhold til en ny lov – og ligeledes skal alle nye religiøse grupper ansøge om at blive registreret. Loven giver Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Moskva-patriarkatet (UOC-MP) mulighed for at benytte en forenklet ”legaliseringsprocedure”, som ikke indebærer om-registrering eller en ”statslig religiøs ekspertvurdering”. Ifølge Forum 18 har DPR afvist registreringsanmodningerne fra næsten alle religiøse samfund, bortset fra UOC-MP.
Myndighederne i DPR har beslaglagt flere kirker, som nu bruges til andre formål. Ifølge Forum 18 anvendes en tidligere Jesu Kristi Kirke i Donetsk og den tidligere Makeyevka New Life Baptist Church nu som registreringskontorer. Og med en enkelt undtagelse er alle moskéer i DPR blevet lukket.
Begrænsninger af religionsfriheden i ”folkerepublikken Luhansk” (LPR)
I de russisk-kontrollerede områder i Luhansk, der kaldes ”Folkerepublikken Luhansk” (LPR), har myndighederne afvist ansøgninger fra baptister, pinsevenner og syvendedagsadventister om at blive omregistreret. Ifølge en lov fra 2018 skal alle religiøse samfund omregistreres – undtagen Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Moskva-patriarkatet (UOC-MP).
De trossamfund, som har fået afslag på at blive registreret, er afskåret fra at holde gudstjenester og andre religiøse aktiviteter. De må heller ikke holde gudstjenester i troendes hjem, når de ikke er registreret. Myndighederne har ifølge Forum 18 afbrudt vand-, el- og gasforsyningen til flere uregistrerede trossamfunds lokaler.
Kurvegrafikken viser niveauet for begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side i de årlige analyser fra tænketanken Pew Research Center i Rusland og Ukraine sammenlignet med gennemsnittet på globalt plan. I Rusland har begrænsningerne siden 2010 ligget på et ”meget højt” niveau (en score på 6,6-10,0). I Ukraine har de ligget på et ”moderat” niveau (en score på 2,4-4,4) frem til 2018 og 2019, hvor de steg til et ”højt” niveau (en score på 4,5-6,5). På verdensplan lå begrænsningerne i 2007-2009 og 2011 på et ”lavt” niveau (en score på højst 2,3) og siden har de ligget på et ”moderat” niveau.
Ukraine: Menneskerettighedsdomstolen giver Jehovas Vidner medhold i klager over begrænsning af religionsfriheden
Siden årtusindskiftet har en voksende andel af befolkningen i Ukraine identificeret sig som troende, viser en undersøgelse foretaget af den uafhængige ukrainske tænketank Razumkov Centre. Andelen af troende steg fra 58 % i 2000 til 71 % ved udgangen af 2010, og i 2010-2020 har den i gennemsnit ligget på 70 %.
Langt størstedelen af befolkningen er kristne, hvoraf hovedparten tilhører en af de ortodokse kirker. De protestantiske kirkesamfund omfatter baptister, pinsevenner, lutheranere, anglikanere, metodister og flere andre. De største mindretal er muslimer og jøder, som hver tæller 1-2 % af befolkningen. Ifølge Razumkov Centre betegnede 60 % af befolkningen sig i 2021 som ortodokse, 8,8 % som græsk-katolske og 8,5 % blot som ”kristne”, mens 18,8 % af befolkningen identificerede sig som ikke-troende.
Der er tre ortodokse kirkesamfund i Ukraine. Det ene er Den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU), der har den ortodokse patriark i Konstantinopel (Istanbul) som overhoved. Det andet er Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Kyiv-patriarkatet(OUC-KP) med patriark Filaret i Kyiv som overhoved. Det tredje er Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Moskva-patriarkatet(OUC-MP) med patriark Kirill i Moskva som overhoved og lokalt ledet af metropolit Onufriy.
Begrænsninger af Jehovas Vidners religionsfrihed
Begrænsningerne af religionsfriheden rammer blandt andet Jehovas Vidner. I slutningen af 2020 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fire domme på baggrund af klager om ineffektiv efterforskning af hadforbrydelser, der var begået mod medlemmer af Jehovas Vidner. Domstolen fandt, at bl.a. Menneskerettighedskonventionens artikel 9 om tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed var blevet krænket.
Ifølge Jehovas Vidner var de i 2016-2019 udsat for 54 angreb, uden at nogen af gerningsmændene er blevet dømt for religiøst motiverede hadforbrydelser. Og mandlige medlemmer af Jehovas Vidner, der af samvittighedsmæssige grunde ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, oplever i nogle tilfælde problemer med at kunne aftjene ”alternativ civil tjeneste”.
Begrænsninger af ortodokses religionsfrihed
Blandt de tre ortodokse kirkesamfund i Ukraine mærker især Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke, Moskva-patriarkatet (UOC-MP) til begrænsninger af religionsfriheden – ikke mindst efter Ruslands besættelse af Krim-halvøen i 2014.
Det ses fx af en sag fra byen Zolochiv i Lviv Oblast (betegnelsen for en administrativ enhed, der kan sammenlignes med en provins eller region). Her tilkendegav kommunalbestyrelsen den 10. juli 2020, at den ikke ville tillade lokale tilhængere af UOC-MP at bygge en kirke i byen, fordi ”mange” UOC-MP-repræsentanter havde støttet Ruslands krig mod Ukraine. Kommunalbestyrelsen anmodede parlamentet om at forbyde UOC-MP på landsplan og bad myndighederne om at standse byggeriet. I de følgende dage blev der offentliggjort flere kritiske indlæg, og der blev begået flere hadforbrydelser mod UOC-MP-menigheden. Spændingerne eskalerede ifølge UOC-MP den 6. august, da en stor gruppe fra National Corps (Nationalt Korps) beskadigede hegnet omkring den lokale UOC-MP-præsts hus. De malede graffiti på hegnet, hvor de med slagord som ”ROC ud!” og ”Der er blod på dine hænder” kritiserede menighedens tilknytning til Den Russisk-Ortodokse Kirke (ROC). Lviv-afdelingen af National Corps har på sin hjemmeside oploadet videooptagelser af hærværket. I opslaget beskyldes ”besætterkirken” (UOC-MP) for at udføre ulovlige religiøse handlinger, og UOC-MP omtales som en ”fjendtlig enhed”, der ”ikke har nogen plads på ukrainsk jord”. UOC-MP har klaget til politiet, fordi de mener, at borgmesteren og flere embedsmænd i Zolochiv har opildnet til religiøst had.
Begrænsninger af jøders religionsfrihed
Nogle jødiske ledere og menneskerettighedsforkæmpere er bekymret over, at myndighederne er meget længe om at efterforske hadforbrydelser, herunder hadforbrydelser, og at der efter deres mening er straffrihed for disse forbrydelser. Ifølge Kharkiv Human Rights Protection Group har manglen på ”korrekte straffe” for hadforbrydelser ”længe været et stort problem”. I de tilfælde, hvor personer bag antisemitiske forbrydelser bliver pågrebet, bliver de ifølge jødiske ledere ofte tiltalt for hooliganisme eller hærværk, men ikke for hadforbrydelser. Ifølge organisationen National Minorities Rights Monitoring Group (NMRMG) var der i 2020 fire tilfælde af antisemitisk vold. Det var første gang siden 2016, at der blev rapporteret om voldelige antisemitiske handlinger i Ukraine.
Analyse: Populisme, religion og forsoning i Ukraine
Af Jonas Adelin Jørgensen Akademisk medarbejder, Det mellemkirkelige Råd (MKR)
Krigen i Ukraine er kompleks og har betydning på flere områder: På den korte bane er der brug for at gå ind i opgaven med modtagelse og inklusion af ukrainske flygtninge. På den lange bane og i forhold til vores internationale netværk er der brug for en teologisk respons i forhold til kristendommens rolle i forhold til samfund (populisme, nationalisme), korrespondancen mellem rettighedstænkningen og kristen teologisk tradition (religion og rettigheder), såvel som i forhold til forsoning mellem folk og mellem kirker (udsoning).
Populisme og nationalisme
Baggrunden for krigen i Ukraine – især den kirkelige baggrund – er vigtigt at have med, når vi forsøger at forestille os, hvad MKR’s rolle og opgave kan være på den lange bane. Både i Ukraine og i Rusland spiller populisme og nationalisme en rolle, og kirkerne har en betydelig andel i dette, ikke mindst i Rusland.
Traditionelt er populisme kendetegnet ved radikale krav om omfordeling og demokratisering, selv om det også bruges som skældsord for politiske demagoger af vidt forskellig observans (Trump såvel som Sanders). Populisme handler om politisk repræsentation og konflikter mellem folk og elite. Repræsentationskriser – indbildte eller virkelige – er i centrum af den populistiske respons, og udspringer af et oplevet behov for at sætte folket og ikke eliten i centrum.
Den ukrainske Euromaidan opstand i 2013-2014 kan siges at være populistisk i den forstand, at det var en række demonstrationer og protester mod den korrupte ukrainske præsident Yanuchovych og hans regering. Demonstranterne pegede på embedskorruption, oligarkernes indflydelse, magtmisbrug og overtrædelser af menneskerettigheder som kerneproblemerne. I en underkendelse af parlamentets indstilling besluttede regeringen sig for ikke at underskrive associeringsaftalen med EU – og i stedet at orientere sig politisk, økonomisk og kulturelt mod Rusland. Demonstranterne besatte Maidan Nezalezhnosti pladsen i Kyiv og den voldelige respons på protesterne førte til eskalering. I februar 2014 underskrev præsidenten en aftale om en overgangsregering og flygtede ud af landet til den sydlige del af Rusland. Kort tid efter annekterede Rusland Krim-halvøen og de pro-russiske uroligheder i den østlige del af Ukraine begyndte. Samtidigt blev det tydeligt, at der var et voksende skel mellem Ukraine og Rusland i form af sammenstødet mellem det europæiske vest og det kristne øst, mellem vestlig dekadence og østlige kristne traditionelle værdier, mellem ondt og godt.
Nationalismen er tydelig i konflikten, især på den russiske side. Russki mir – den russiske verden – er forestillingen om en russisk civilisation udtrykt i tidligere tiders imperier, med Moskva som arvtager til Byzans, zartidens russiske imperium og Ruslands hegemoniske styre over en række lydstater i Sovjetunionen. I russki mir er den russiske verden er befolket af etniske russere, der taler russisk, har en fælles russisk kultur og er ortodokse kristne; der er således både et stærkt etnisk element og religiøst link til den russisk-ortodokse kirke. Denne form for nationalisme – som egentlig er en imperietænkning – indebærer et syn på de geografiske områder, som har været påvirket det russiske imperium, som egentligt russiske. Nationalismen legitimerer på den måde en militær operation, som strækker sig geografisk ud over den nuværende Russiske Føderations grænser, fx ind i Ukraine. Det er ikke vanskeligt at se analogier både til 1930’ernes Tyskland og den nutidige ”America first” nationalisme i USA.
Den Russisk-Ortodokse Kirkes rolle i denne nationalistiske selvforståelse udtrykker patriark Kirill af Moskva i en tale fra 2014 om russki mir som en unik civilisatorisk identitet. Den ”historiske arv fra Rom over Konstantinopel til Kyiv og i sidste ende Moskva” er baggrunden for Den Russisk-Ortodokse Kirkes krav på et ”kanonisk territorium”, dvs. det geografiske område som Moskva-patriarkatet hævder at have kirkelig jurisdiktion over. Det er kommet til konflikter ikke bare i Ukraine efter den økumeniske patriark i Konstantinopels anerkendelse af en selvstændig (autokefal) ukrainsk-ortodoks kirke i 2018, men også i Moldova, Transnistrien, Litauen og Estland. For Kirill er den religiøse dimension fundamentet i russiskheden og sikring af freden: ”Denne religiøse dimension af den russiske verden er kilden til vores folks fred. Det er ikke nemt at holde disse værdier i dag. Men du skal forstå, at uden disse værdier vil hverken det russiske, det ukrainske eller det hviderussiske folk eksistere, og alt vil blive smeltet ned i en slags kedel af civilisationer… Og mennesker, der ikke er enige i at blive smeltet sammen med andre, stræber efter at bevare deres originalitet, kæmper mod denne forfærdelige udsigt til at opløses i ét fælles rum.” (http://www.patriarchia.ru/db/text/3728242.html).
Denne russisk-ortodokse forståelse er ikke ny, men er egentlig den traditionelle, konservative, imperiale selvforståelse, der også lå som en baggrund for Den Russisk-Ortodokse Kirkes modstand mod Sovjetunionen og mod idealet om det sekulære nye sovjetmenneske.
Den russiske nationalisme er bundet til den autoritære politiske styreform, som står i kontrast til de vestlige liberale og pluralistiske demokratier. Den religiøse sanktion og begrundelse for en autoritær styreform kan måske synes at være mere foreneligt med russisk-ortodoks kristendom end den værdimæssige pluralisme og relativisme, som kendetegner de vestlige liberale demokratier. Prisen er, at myten om russki mir skaber det tætte bånd mellem religion og politik, og hvis det politiske system er autoritært, så bliver religionen medinddraget i statens voldelige fremfærd, i dette tilfælde det russiske imperiale voldsprojekt.
Splittelsen mellem de ortodokse kirker med Den Russisk-Ortodokse Kirke på den ene side og Den Ortodokse Kirke i Ukraine på den anden side viser, at der ikke er tale om en konflikt mellem ortodokse og katolikker eller protestanter, men at splittelsen går gennem den ortodokse verden. Der er derimod tale om en kamp for det ortodokse primat: Moskva-patriarkatet udfordrer det økumeniske patriarkat i Konstantinopel som overhoved for alle selvstændige ortodokse kirker.
Religion og rettigheder
Religion og rettigheder er også udenfor krigen i Ukraine et stridspunkt mellem højre og venstre, mellem religiøse stemmer og menneskerettighedsstemmer. Som individuelle frihedsrettigheder giver menneskerettighederne mod og kraft til handling for dem, der oplever manglende rettigheder. Det kan også give afsæt for konstruktiv dialog med andre, også for kritik af ens egen religiøse tro.
Det sidste kan gøre religiøse ledere nervøse, især hvis det ikke er klart, hvor vidt religiøse værdier og rettighedsbaseret tænkning korresponderer med hinanden. De områder, hvor kristen teologi og rettigheder korresponderer, er i forhold til den enkeltes værdighed og spørgsmålet om retfærdighed.
Den kristne teologiske forståelse af rettigheder har rod i tanken om menneskets værdighed som skabt ”i Guds billede”. Som menneske har mennesket en gudgiven værdighed. Respekten for og beskyttelsen af andres værdighed er, hvad det i praksis betyder at anerkende andres Gudbilledlighed. Værdigheden er ikke begrænset til en elite, en etnisk gruppe, eller et religiøst fællesskab. Enhver er kaldet til at respektere alle andres værdighed og har ansvar for den skabte orden og menneskelige relationer indenfor denne ramme. Dette er universaliteten i den kristne tanke om menneskets værdighed, grundet i skabelsen. Det er også en af de radikale træk ved den tidlige kristne tænkning, som transcenderer etnicitet, køn og religion. På dette niveau er der ingen forskel på religiøse kristne værdier og den sekulære rettighedsbaserede tænkning om den enkeltes værdi og værdighed.
Udsoning efter konflikt
Myten om russki mir, den ”russiske verden”, er dybt influeret af Den Russisk-Ortodokse Kirkes tænkning om sig selv. Samtidigt er der en fare for, at denne myte fastholder Den Russisk-Ortodokse Kirke i en rolle, hvor den legitimerer Ruslands krig mod Ukraine åndeligt og moralsk og gør forsoning vanskelig. For forsoning er noget andet end pacificering eller kompromis. Pacificering kan ske gennem overlegen militær styrke, og kompromis forudsætter, at der kun er forskellige interesser på spil.
I teologisk perspektiv er forsoning en grundkategori, men også en moralsk praksis, som forudsætter dom mellem ret og vrang, retfærdigt og uretfærdigt. Den moralske praksis, som forsoningen bygger på, må udøves af kristne og kirker i konflikten, hvor enhver uret og uretfærdighed på påpeges; det er præmissen for, at religion kan spille en positiv rolle i forsoning efter konflikten.
Konflikten mellem de stridende parter i Ukrainekonflikten går langs med politiske og kulturelle skillelinjer, mens religion – ortodoks kristendom – er fælles for parterne. Eftersom religion allerede er blevet en del af konflikten, ved at Den Russisk-Ortodokse Kirke har sanktioneret krigen, ser det ikke ud til, at der er noget potentiale i den religiøse dimension af forsoningen. Det er vanskeligt at se for sig, hvordan forsoning kan komme i stand på grundlag af russisk-ortodoks teologi.
I nyere europæisk historie er KEK, konferencen af Europæiske Kirker, grundlagt i 1959 for at fremme forsoning, dialog og venskab mellem kirker på et tidspunkt, hvor den kolde krig adskilte Europa politisk. KEK er økumenisk og tæller blandt sine medlemmer protestantiske, ortodokse, anglikanske og gammel-katolske kirker i Europa. I 2018 udsendte KEK dokumentet ”The Role of Religion in Conflict, Peacebuilding and Reconciliation”, som lægger et vigtigt teologisk spor ud for at tale om forsoning som deltagelse i Guds mission og som offentlighedsteologi. Forsoning mellem folk og kulturer er en central opgave for kirker, og en måde at praktisere Gudsriget på, siger dokumentet, og giver en række anbefalinger i forhold til kirkernes forsoningsopgave.
Konklusion: Teologisk respons på kristendom og samfund i lyset af Ukraine-konflikten
Der er tre områder, hvor det er nødvendigt med en teologiske respons i forhold til kristendommens rolle i forhold til samfund: I forhold til populisme og nationalisme, i spørgsmålet om korrespondance mellem rettighedstænkningen og kristen teologisk tradition, og i forhold til forsoning mellem folk og kirker.
Den forståelse af kirke og samfund, som Den Russisk-Ortodokse Kirke og dens leder patriark Kirill repræsenterer er en imperial selvforståelse. Den Russisk-Ortodokse Kirke sanktionerer og begrunder den autoritære politiske styreform under Putin. Prisen er, at Den Russisk-Ortodokse Kirke og patriark Kirill bliver medinddraget i Ruslands voldelige fremfærd og krig mod Ukraine. Som leder for mere end 100 millioner ortodokse kristne lukker Kirill øjnene for de titusindvis af mennesker, som lemlæstes, drives på flugt, og slås ihjel på grund af Ruslands krig i Ukraine. Den form for teologi, som tillader Kirill dette, har også en høj pris for Den Russisk-Ortodokse Kirke selv – og kan i sidste ende føre til at kirken fanges af sin egen myte om russki mir, den russiske civilisation og det tætte bånd til det russiske imperiale projekt. Denne imperialistiske teologi kræver et teologisk gensvar, som begynder med Jesu egen modstand mod det imperiale romerske projekt, og som måtte bøde med sit liv for sin tolkning af Gudsriget som noget andet end det Romerske Imperium.
For det andet er der tanken om den enkeltes værdighed og forbundethed til alle andre, som har betydning for individer og samfund – specielt for de politiske, religiøse eller civilsamfundsmæssige ledere, som har fået ansvar for det fælles. Retfærdighed bevarer værdigheden for den enkelte i fællesskabet; at handle retfærdigt er derfor aktivt at tage vare på andres værdighed. I teologisk forstand er den retfærdige handling at tage vare på andres værdighed – både i forhold rettigheder generelt såvel som i forhold til tros- og religionsfrihed.
Forsoning er kun mulig, hvis Den Russisk-Ortodokse Kirke opgiver myten om den imperiale teologi og anerkender andres værdighed i en grad, så det fordrer retfærdig handling. Forsoningen kan ikke komme i stand på grundlag af det udtryk, som Kirill giver russisk-ortodokse teologi, men kun i et selvopgør med denne teologi. Dette selvopgør må starte nu, mens konflikten stadig er varm og før forsoningen kan ske, og må udøves af kristne og kirker i konflikten, hvor enhver uret og uretfærdighed må påpeges; det er præmissen for, at en anden version af russisk-ortodoks kristendom kan spille nogen positiv rolle i forsoning efter konflikten.
Nyhedsbrevet udgives af Tænketanken for Forfulgte Kristne
Redaktion: Karsten Nissen, Jørgen Peder Jørgensen, Kathrine Lilleør, Birger Riis-Jørgensen og Thomas Bjerg Mikkelsen.
Redaktionel medarbejder: Journalist Bent Dahl Jensen.
I vores arbejde lægger vi især vægt på følgende kilder: Pew Research Center, Europa-Parlamentet og lignende institutioner, United States Commission on International Religious Freedom samt videnskabelige artikler og udgivelser. I nyhedsbrevet anvendes herudover øvrige kilder efter almindelige journalistiske principper.
Du kan støtte udgivelsen af nyhedsbrevet og tænketankens øvrige arbejde ved at indbetale et bidrag på reg.nr. 9570 konto 12930127.
