”Godt begyndt, men ikke halvt fuldendt”:
Ny udgivelse om tros- og religionsfrihed i dansk udviklingspolitik
Tænketanken for Forfulgte Kristne har i samarbejde med Det Danske Bibelselskab i februar udgivet publikationen ”Godt begyndt, men ikke halvt fuldendt”, hvor forhenværende ambassadør og medlem af Tænketankens bestyrelse, Birger Riis-Jørgensen, giver et overblik over arbejdet med tros- og religionsfrihed i dansk udviklingspolitik.
I forordet skriver Tænketankens formand, Peter Fischer-Møller: ”I mange år har religionsfriheden været ret usynlig i dansk udenrigspolitik, men i 2018 blev religionsfriheden for første gang nævnt som en integreret del af menneskerettighederne og som et aspekt, der skulle indgå i den rettighedsbaserede tilgang, som nogle år forinden var blevet formuleret som en del af grundlaget for dansk udviklingspolitik og udviklingsstøtte. I 2021 blev religionsfriheden også skrevet ind i retningslinjerne for DANIDA’s virksomhed.
Hvordan går det så med den således synliggjorte religionsfrihed i dansk udviklingspolitik? Om det blev der i 2022 af Nordic Consulting Group under ledelse af Anne-Lise Clausen udfærdiget et »desk review«, som dokumenterede, at religionsfriheden måske nok på papiret er trukket ud i lyset, men at denne frihedsrettighed endnu kun i meget beskedent omfang bliver direkte inddraget i det danske udviklingsarbejde. På denne baggrund fremkommer Nordic Consulting Group med en række anbefalinger, som vi i Tænketanken for forfulgte kristne tilslutter os.”
I den nye publikation gennemgår Birger Riis-Jørgensen resultaterne, der præsenteres i Anne-Lise Clausens desk-review, der bygger på en kortlægning af i alt 275 bistandsprogrammer og -projekter, der er igangsat siden 2018. Kortlægningen viste overordnet, at indsatsen for at fremme religions- og trosfrihed i et eller andet omfang har været et element i 49 af disse programmer og projekter.
Fem anbefalinger
Udgivelsen ender med at tilføje nogle anbefalinger, som hele Tænketanken står bag – nemlig:
1) at vi finder det meget positivt at tros- og religionsfriheden nu direkte omtales som en integreret del af menneskerettighederne i dansk udenrigspolitik,
2) at vi glæder os over etableringen af en særlig enhed i Udenrigsministeriet med fokus på tros- og religionsfrihed og over det positive samarbejde med denne enhed,
3) at vi hilser det velkomment, at tros- og religionsfrihed nu formelt indgår som en del af Danidas grundlag for tildeling af udviklingsbistand,
4) at det er positivt, at der er tildelt Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde en årlig bevilling på 5 mio. kr. hvor tros- og religionsfriheden særligt er i fokus,
5) men at der er et betydeligt »forbedringspotentiale« i forhold til at integrere tros- og religionsfrihed bredere i dansk udviklingsbistand.
”Godt begyndt, men ikke halvt fuldendt” er udgivet februar 2023 i samarbejde med Det Danske Bibelselskab. Du kan downloade publikationen her.
Kronik: Hvad vil regeringen gøre for at styrke trosfriheden i verden?
"Da der i udviklingsbistanden kom fokus på menneskerettighederne, glemte danske politikere trosfriheden. Men har religionsfriheden det skidt, vil de øvrige frihedsrettigheder også være i fare," skriver Peter Fischer-Møller og Birger Riis-Jørgensen, der er henholdsvis formand og bestyrelsesmedlem i Tænketanken for Forfulgte Kristne, i en kronik i Kristeligt Dagblad den 20. februar.
”Det var i Uffe Ellemann-Jensens (V) tid som udenrigsminister, at Folketinget i 1988 besluttede, at menneskerettighederne skulle indgå som afgørende kriterier for tildeling af dansk udviklingsbistand. Det førte meget godt med sig. Der kom fokus på kvinders og pigers rettigheder og på god regeringsførelse og frie valg. Det bidrog til kampen mod tortur og hjælpen til dens ofre. Frihedsrettighederne blev operativt integreret i dansk udviklingsbistand og blev en meget væsentlig komponent i dansk udenrigspolitik generelt,” skriver kronikørerne, men tilføjer, at religions- og trosfriheden bare ikke rigtigt kom med, da frihedsrettighederne i øvrigt holdt deres indtog i dansk udenrigspolitik.
Fremskridt siden 2018
Kronikørerne glæder sig dog over, at der er sket fremskridt under de seneste regeringer. De skriver:
”Lars Løkke Rasmussen III-regeringen stod i 2018 i spidsen for at få religions- og trosfrihed placeret i dansk udenrigspolitik på linje med de øvrige frihedsrettigheder. Man kan sige, det skete med 30 års forsinkelse. Det var også et meget væsentligt fremskridt, at denne regering valgte at oprette en lille enhed i Udenrigsministeriet under ledelse af en ambassadør. Enheden for religions- og trosfrihed. Den arbejder ikke mindst med at fremme denne frihedsrettighed i internationale forhandlinger, men har også medvirket til at sikre et godt samarbejde omkring denne rettighed mellem Udenrigsministeriet og en lang række berørte civilsamfundsorganisationer. Vi har i Tænketanken fulgt arbejdet i den særlige enhed, vi har glædet os over samarbejdet, og vi er overbeviste om, at der i hvert fald nogle år endnu vil være brug for denne særlige enhed for at sikre den nødvendige opmærksomhed på indsatsen for at værne og fremme religions- og trosfrihed i verden.”
”Det var et lige så klart fremskridt, at Mette Frederiksens (S) regering efterfølgende stod bag gennemførelsen af den overordnede udviklingsbistandsstrategi, som i 2021 for første gang placerede religions- og trosfriheden på linje med de øvrige frihedsrettigheder i strategien. I samme omgang blev en meget beskeden bevilling – langt under én promille af det samlede bistandsbudget – tildelt Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.
Det er godt begyndt. Men ikke endnu halvt fuldendt. For ét er den overordnede strategi, noget andet er at få religions- og trosfriheden indtænkt i de konkrete samarbejdsaktiviteter, ikke mindst i Danidas landestrategier. For det er på dette niveau, indsatserne virkeligt batter. Der er også brug for, at en række af de øvrige civilsamfundsorganisationer, som modtager meget betydelige støttemidler til indsatser i verdens fattige lande, får sat tydeligere fokus på religions- og trosfrihed i deres indsatser.
Fremskridtene på det overordnede plan såvel som den fortsat udestående inddragelse af religions- og trosfriheden i de konkrete udviklingsaktiviteter er veldokumenteret i en undersøgelse fra juni 2022. Det var daværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der satte denne undersøgelse i gang. Også det tjener den tidligere socialdemokratiske regering til ære.”
Finansloven bliver et pejlemærke for den fremtidige kurs
”Vi hilser det derfor også velkomment, at SVM-regeringsgrundlaget henviser til, at Danmarks nye udenrigspolitiske strategi også skal omfatte Danmarks værdipolitiske interesser, og at regeringen i 2024 vil initiere ’den næste udviklingspolitiske strategi baseret på menneskerettigheder’,” skriver kronikørerne med en bemærkning om, at den kommende finanslov vil være et af de første pejlemærker på, hvad regeringsgrundlaget reelt betyder.
”Vi må håbe, at religions- og trosfriheden i dansk udenrigspolitik og dansk udviklingsbistand ikke drukner i alt det andet, som regeringen med sit flertal i Folketinget gerne vil. Hvad vil Danida konkret gøre med religions- og trosfriheden i forhold til dansk udviklingsbistand i 2023? Hvad vil regeringen gøre med enheden for religions- og trosfrihed i Udenrigsministeriet? Vil flertalsregeringen – der har to af de tidligere regeringers chefer som hovedaktører og Venstre, som traditionelt har været en drivkraft på dette område – sikre et fortsat fokus på at forsvare religions- og trosfriheden herhjemme og ude i verden?
Vi i tænketanken ved, at der er hårdt brug for det. Vi beder om, at det sker – med eller uden en store bededag,” slutter kronikørerne.
Armeniere i Nagorno-Karabakh frygter for fremtiden: Venter der et nyt folkedrab?
Siden den 12. december 2022 har aserbajdsjanske demonstranter i Nagorno-Karabakh blokeret den såkaldte Lachin-korridor, der er den eneste vej, som forbinder enklaven med Armenien. Blokaden betyder på den ene side, at der ikke kan transporteres mad, medicin, brændstof og andre varer ind til de omkring 120.000 kristne armeniere, der lever i den omstridte enklave. Samtidig er flere tusinde af enklavens indbyggere, heriblandt mange børn og ældre, strandet i Armenien uden mulighed for at vende tilbage til deres hjem i Nagorno-Karabakh.
Selv om USA, EU og andre lande har opfordret Aserbajdsjan til at genåbne Lachin-korridoren, har de aserbajdsjanske myndigheder indtil videre valgt at opretholde blokaden. (Læs mere herom i næste artikel.) Det har mindsket håbet om, at en varig fred er lige om hjørnet i den langvarige konflikt om enklaven, hvis areal svarer til en tiendedel af Danmark. Tværtimod har flere armeniere offentligt givet udtryk for deres bekymring for fremtiden, da de frygter, at blokaden af Lachin-korridoren er et forsøg fra Aserbajdsjans side på at fordrive armenierne fra Nagorno-Karabakh – og nogle spørger, om der venter et nyt armensk folkedrab? ”Det aserbajdsjanske styres mål med blokaden er at udsulte befolkningen i Nagorno-Karabakh, og et andet mål er en etnisk udrensning af kristne armeniere ved at tvinge dem til at udvandre fra deres forfædres hjemland,” skriver organisationen Armenian Assembly of America.
En vigtig livline for enklaven
Lachin-korridoren (også kaldet Latjin-korridoren) er en bjergvej på godt fem kilometer, der forbinder den sydvestlige del af Nagorno-Karabakh med den sydøstlige del af Armenien, hvor afstanden mellem de to områder er kortest. Det er den eneste direkte forbindelse mellem de to områder. Korridoren blev etableret i 1992 – under den første Karabakh-krig – da karabakh-krigere tog kontrol over byen Lachin (Latjin) og derved etablerede en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Der er ikke en fælles grænse mellem de to områder. (Læs mere om blokaden af Lachin-korridoren i næste artikel.)
Blokaden medfører store problemer for armenierne i Nagorno-Karabakh
Blokaden af Lachin-korridoren har ikke kun medført mangel på mad og brændstof, den påvirker alle områder af det offentlige liv. ”Blokaden har forårsaget problemer ikke kun i hverdagen, men også i økonomi, uddannelse, kultur og andre områder. Vores økonomi lider store tab hver dag,” sagde Ruben Vardanyan, der har titel af statsminister i Artsakh (den armenske betegnelse for Nagorno-Karabakh), da han midt i februar 2023 holdt et onlinemøde med repræsentanter fra omkring 40 bistandsorganisationer, der arbejder i enklaven. ”Der er opstået en uacceptabel humanitær krise, som forhindrer folk i at leve et normalt liv,” tilføjede han. (Republikken Artsakh er ikke internationalt anerkendt af noget land.)
Ved en online-paneldebat, der blev arrangeret den 1. februar 2023 af Peacebuilding and Human Rights Institute ved Columbia University i USA, sagde Ruben Vardanyan, at problemet ikke kun handler om konflikten mellem Artsakh (Nagorno-Karabakh) og Aserbajdsjan, men ”om vores ret til at leve i vores hjemland”. Han henviste til, at Aserbajdsjans præsident, Ilham Heydar Aliyev, har erklæret, at han foretrækker Nagorno-Karabakh uden armeniere, hvis armenierne ikke ønsker at leve under Aserbajdsjans love.
Ved online-arrangementet sagde direktøren for Peacebuilding and Human Rights Institute, David Phillips, at blokaden af Lachin-korridoren ”er en åbenlys overtrædelse af vilkårene i våbenhvilen og en krænkelse af international humanitær lov”. ”Aserbajdsjan forstyrrer adgangen til væsentlige varer og tjenester, herunder mad, brændstof og medicin for 120.000 armeniere i Artsakh. Disse handlinger udgør et nyt armensk folkedrab,” sagde David Phillips – og tilføjede, at det er derfor overskriften for debatmødet er: ”Preventing a Second Armenian Genocide: Azerbaijan closes the Lachin Corridor and makes Artsakh unlivable in a bid to depopulate the territory.”
Van Krikorian, der er medformand for organisationen Armenian Assembly of America, sagde i sit oplæg, at udtalelser fra højtstående embedsmænd i Aserbajdsjan beviser, at Aserbajdsjan forsøger at fordrive befolkningen i Armenien og Artsakh fra deres hjemland. Krikorian sagde videre, at præsidenterne for Aserbajdsjan og Tyrkiet forbereder deres folk på mere krig.
Den 22. februar 2023, hvor redigeringen af nyhedsbrevet sluttede, var Lachin-korridoren ikke blevet genåbnet, som det fremgår af den næste artikel.
Konflikten om Nagorno-Karabakh har kostet flere tusinder mennesker livet
Konflikten om Nagorno-Karabakh har rødder langt tilbage i historien, og Armenien og Aserbajdsjan har hver sin version af historien om, hvorvidt kristne armeniere eller muslimske azerier først bosatte sig i det nuværende Nagorno-Karabakh.
Både Armenien og Aserbajdsjan var en del af det daværende Sovjetunionen. I 1923 blev enklaven ifølge leksikonet DenStoreDanske.lex.dk et autonomt område i den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik, selv om næsten 95 procent af befolkningen var armeniere. I 1988 anmodede enklaven, der dengang havde omkring 186.000 indbyggere, om i stedet for at blive tilsluttet Den Armenske Socialistiske Sovjetrepublik. Det blev afslået, og det blev indledningen til Den Første Nagorno-Karabakh Krig, som først sluttede i 1994. I den første del af kampene mellem armenske og aserbajdsjanske grupper blev der sendt sovjetiske tropper til enklaven. Armenierne kritiserede det sovjetiske militærstyre for at støtte de aserbajdsjanske militser, og efter det kommunistiske styres sammenbrud i 1991 erklærede Nagorno-Karabakh sig for en uafhængig republik. Det intensiverede kampene, som fik karakter af en regulær krig mellem Nagorno-Karabakh (støttet af Armenien) og Aserbajdsjan. Krigen sluttede i 1994, hvor der med russisk mellemkomst blev forhandlet en våbenhvile på plads. Ved krigens afslutning kontrollerede armenierne Nagorno-Karabakh, og de havde desuden besat flere aserbajdsjanske områder uden for enklaven. Bl.a. etablerede de Lachin-korridoren, hvorved der blev skabt en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Det anslås, at krigen kostede 30.000 mennesker livet, og flere tusinde mennesker blev fordrevet internt. Der har efterfølgende været forhandlinger i gang om enklavens fremtidige status og om en armensk rømning af de besatte aserbajdsjanske områder.
Våbenhvilen er blevet brudt flere gange, og ved nogle af de efterfølgende kampe fik armeniere kontrol over endnu flere aserbajdsjanske områder. I 2006 var omkring en femtedel af Aserbajdsjan besat af Armenien.
Folkeafstemning i 2017
I 2017 blev der holdt en folkeafstemning om en ny forfatning, der betød, at enklavens navn blev ændret fra Nagorno-Karabakh til Artsakh. Karabakh er en russiske gengivelse af et azerisk ord, der betyder ”sort have”, mens Nagorno har russiske rødder og betyder ”bjergrigt”. Artsakh er et gammelt armensk navn for regionen. Over 75 procent af de stemmeberettigede i enklaven deltog i folkeafstemningen.
Begge betegnelser bruges fortsat som officielle navne på enklaven, som hverken før eller efter navneændringen er blevet anerkendt som en selvstændig region af andre lande – heller ikke af Armenien, der har støttet armenierne i Nagorno-Karabakh økonomisk og militært.
Våbenhvile efter nye blodige kampe i 2020
I 2020 blussede konflikten mellem de to lande op på ny. Allerede i juli 2020 blev der meldt om kampe i grænseområdet mellem Armenien og Aserbajdsjan, nord for Nagorno-Karabakh.
I september 2020 indledte Aserbajdsjan en offensiv, hvor de med tyrkisk støtte genetablerede kontrollen over fire territorier omkring Karabakh, der havde været besat siden 1994. Omkring 3.000 aserbajdsjanske og 3.000-4.000 armenske soldater blev dræbt under krigen, som varede godt seks uger, inden den blev afsluttet med indgåelsen af en våbenhvile, der blev forhandlet på plads med Rusland som mægler.
Krigen resulterede også i over 100.000 civile fordrevne, oplyser The Program on Peacebuilding and Rights ved Columbia University’s Institute for the Study of Human Rights, der i flere år har fulgt konflikten i Nagorno-Karabakh. Det oplyser videre, at det tyrkiske militær anvendte bevæbnede droner, tungt artilleri, raketsystemer og specialstyrker. Ifølge Syrian Observatory for Human Rights udsendte Tyrkiet op mod 2.000 islamistiske jihadister fra Syrien og Libyen til at deltage i kampene.
Ved våbenhvilen afgav de armenske styrker alle de territorier, de havde besat i Aserbajdsjan uden for Nagorno-Karabakh-enklaven. Der blev desuden indsat en fredsbevarende russisk styrke til at overvåge våbenhvilen. De skulle ligeledes sørge for, at det var sikkert at passere gennem ”Lachin-korridoren”, som forbinder Nagorno-Karabakh med Armenien.
Nye kampe – og blokade af Lachin-korridoren
Våbenhvilen forhindrede dog ikke, at der kom nye sammenstød med de stridende parter. I august 2022 beskyldte Ruslands forsvarsministerium Aserbajdsjan for at bryde våbenhvilen i Nagorno-Karabakh, og i september 2022 udbrød der nye kampe mellem armenske og aserbajdsjanske tropper langs grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan, og alene i september blev over 200 dræbt.
I begyndelsen af oktober 2022 sendte EU en civil mission til grænseområdet mellem de to lande for at mægle i konflikten, og det blev aftalt, at Armeniens premierminister og Aserbajdsjans præsident i slutningen af måneden igen skulle mødes med topfolk fra EU. Mæglingen førte ikke umiddelbart til en varig løsning på striden.
Den 12. december 2022 indledte demonstranter en blokade af Lachin-korridoren, der er den eneste vej, som forbinder Armenien med de armenske samfund i Nagorno-Karabakh. De forhindrede derved forsyninger med mad, medicin, brændstof og andre vigtige varer i at nå frem til enklavens omkring 120.000 kristne armeniere. Aserbajdsjan siger, at demonstranterne er miljøaktivister, mens Armenien siger, at demonstranterne er agitatorer, der er støttet af den aserbajdsjanske regering. (I denne BBC-artikel findes nederst et kort, der viser Lachin-korridorens placering.)
Både USA, EU og andre lande har opfordret Aserbajdsjan til at genåbne Lachin-korridoren, men indtil videre er situationen fastlåst. Spørgsmålet blev også rejst i forbindelse med sikkerhedskonferencen i Tyskland tidligere i februar. Her mødtes den armenske premierminister, Nikol Pashinyan, og Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, for første gang siden oktober 2022 ansigt til ansigt. Det skete, da de deltog i forhandlinger med USA’s udenrigsminister Antony Blinken på sidelinjen. Begge udtalte bagefter, at de havde gjort fremskridt i forhold til at lave en fredsaftale. Men uenighederne mellem de to parter kom også til udtryk under sikkerhedskonferencen. Aserbajdsjan siger, at der er kommet nogle konvojer med hjælp igennem Lachin-korridoren, mens Armenien siger, at sidste gang en bus med armenske børn forsøgte at komme igennem, blev den forhindret i at gøre det af maskerede azeriske mænd.
Som situationen tegnede sig den 24. februar 2023, er der endnu ikke en endelig løsning på konflikten.
Et andet resultat af den mere end 30 år lange konflikt om Nagorno-Karabakh er, at der er øvet hærværk mod nogle af enklavens kirker og moskéer.
Ødelagte moskéer
Ved den våbenhvile, der blev indgået som afslutning på krigen i 2020, fik Aserbajdsjan overdraget de områder i Nagorno-Karabakh, der havde været kontrolleret af armenske separatister. USA’s udenrigsministerium oplyste året efter i sin rapport om international religionsfrihed, at 63 af 67 moskéer i disse områder ifølge den aserbajdsjanske regering var fuldstændig ødelagt. Ministeriet tilføjede, at det er uvist, hvor mange af dem der blev beskadiget under tidligere fjendtligheder i Nagorno-Karabakh – eller som følge af manglende vedligeholdelse eller forsætlig beskadigelse.
Ifølge rapporten fra USA’s udenrigsministerium var der desuden blevet delt videoer på sociale medier, som viste grise og andre husdyr i moskéer i henholdsvis i Zangilan, Aghdam og Mamar. En af videoerne viste, at kalligrafiske fremstillinger af religiøse tekster i en af moskéerne var blevet ødelagt. Armenske observatører afviste beskyldningerne og sagde, at videoerne enten var iscenesat, eller at dyrene af egen drift var gået ind i moskéerne. Internationale journalister, der besøgte områderne efter krigen, bekræftede, at der var blevet ødelagt muslimske gravpladser, mens de armensk-støttede separatister kontrollerede områderne.
Katedral beskadiget under krigen i 2020
I oktober 2020 anklagede armenske myndigheder Aserbajdsjan for at have beskudt den historiske Holy Savior Cathedral i byen Shusha (også kendt som Ghazanchetsots Cathedral) i Nagorno-Karabakh. Ifølge Armenien blev kuplen på katedralen gennemboret af en granat, der beskadigede dele af interiøret. Ingen af de børn og voksne, der havde søgt tilflugt i kirken, kom til skade. Flere timer senere blev katedralen udsat for et nyt angreb, hvorved to russiske journalister blev såret. Det armenske udenrigsministerium udtalte, at angreb mod religiøse steder var en krigsforbrydelse. Aserbajdsjans forsvarsministerium afviste påstandene og sagde, at de ikke rettede angreb mod religiøse steder. Katedralen, der blev bygget i 1800-tallet, blev også beskadiget under uroligheder tilbage i 1920 og under krigen i begyndelsen af 1990’erne.
Armensk kirke revet ned efter våbenhvilen i 2020
I marts 2021 offentliggjorde den britiske tv-station BBC et indslag, der viser, at en armensk kirke i byen Mekhakayan i Nagorno-Karabakh er blevet revet helt ned, efter at området kom under aserbajdsjansk kontrol, og at der ikke længere er spor af kirken. Ifølge det armenske pressebureau ArmenPress er en anden armensk kirke i Nagorno-Karabakh blevet ødelagt efter krigen. Det drejer sig om Surb Hovhannes Mkrtich Kirken i byen Shushi.
”Ødelæggelsen af kirkerne beviser, at det kulturelle hærværk, der udøves af Aserbajdsjan, er baseret på et eneste kriterium: had mod det kristne armenske folk,” udtalte Anna Naghadalyan, der er talsperson for det armenske udenrigsministerium, i marts 2021 i en kommentar til ødelæggelsen af de to kirker – og tilføjede: ”Ødelæggelsen af den armenske historisk-kulturelle og religiøse arv viser endnu en gang, at de aserbajdsjanske myndigheders forsikringer om, at de vil bevare de kristne kulturelle værdier, er falske. Det internationale samfund bør træffe foranstaltninger til at stoppe og fordømme forbrydelserne, herunder det kulturelle folkedrab, der er begået af Aserbajdsjan siden den 27. september sidste år (2020, red.) til dato.”
På den anden side har Aserbajdsjan også anklaget armenierne for at have begået krigsforbrydelser, mens Nagorno-Karabakh var under deres kontrol.
I BBC-indslaget om den ødelagte kirke i Mekhakayan bliver der også vist billeder af ødelagte huse, der tilhørte azerier, som nu ønsker at vende tilbage til deres hjem.
Armenien: Et lille land, der er klemt mellem magtfulde naboer
Armenien er et lille land, der ligger klemt inde mellem store og magtfulde naboer i det bjergrige og konfliktfyldte Kaukasus mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Der bor omkring tre millioner mennesker i Armenien på et areal, der er på størrelse med 60 procent af Danmark. Landets historie har i de seneste årtier været stærkt forbundet med konflikten i Nagorno-Karabakh, der er omtalt i de foregående tre artikler.
Færre og færre indbyggere i Armenien
Der bor lidt over 3 millioner i Armenien. Det er et betydeligt fald siden slutningen af 1980’erne, hvor indbyggertallet nåede op på næsten 3,7 millioner mennesker. Befolkningstallet faldt i 2022 netto med omkring 11.000. Det skyldes primært, at der var en nettoudvandring på omkring 16.000 mennesker. Fødselsoverskuddet på 5.000 personer var således ikke stort nok til at opveje udvandringen fra Armenien.
Fødselsraten har i over 15 år siden slutningen af 1990’erne ligget omkring 1,6-1,65. Den armenske regering har øget børnetilskuddene i et forsøg på at vende nedgangen i befolkningstallet. Udviklingen i de seneste år betyder, at der er udvandret mange mennesker i den arbejdsdygtige alder, og at ældre udgør en voksende andel af befolkningen, hvilket lægger pres på udgifter til pension, sundhed og andre serviceydelser.
I 2021 reducerede Armenien antallet af officielle helligdage omkring jul og nytår fra otte til tre. Det skete med den begrundelse, at de mange helligdage påvirkede landets økonomi negativt.
De økonomiske og sociale forhold i Armenien belastes også af flere års økonomisk blokade fra nabolandene Aserbajdsjan og Tyrkiet. Siden 1994 har dog været en næsten uafbrudt stigning i landets bruttonationalprodukt.
Folkedrab og udvandringer Armenien har en lang historie med migration, nogle påtvungne og andre frivillige.
For godt 100 år siden blev armeniere udsat for folkedrab i det osmanniske rige. Systematiske massakrer og fordrivelser kostede mellem 1 og 1,5 millioner armeniere livet i perioden 1915-1918. De ansvarlige i den osmanniske ledelse undslap retsforfølgelse, og den tyrkiske stat har siden 1923 afvist, at der var tale om et folkedrab. De mener, at der var tale om en slags borgerkrig, som armenierne selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod Osmannerriget i begyndelsen af Første Verdenskrig. Derimod kæmper armenierne for at få overgrebene anerkendt som folkedrab. I 2021 anerkendte USA’s præsident Joe Biden det armenske folkedrab.
Det danske missionsselskab Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) havde under folkedrabet missionærer i Armenien, og en del af dem bevidnede folkedrabet. I 1922 oprettede KMA børnehjemmet ”Fuglereden” i Libanon for armenske børn. Læs mere om det armenske folkedrab her.
I kølvandet på det armenske folkedrab i 1915 flygtede hundredtusindvis af overlevende til Kaukasus (herunder det nuværende Armenien), Libanon, Syrien, Iran, Europa og Rusland samt Afrika og Amerika.
I 1930'erne deporterede Sovjetunionen tusindvis af armeniere til Sibirien og Centralasien. Efter Anden Verdenskrig opmuntrede det sovjetiske styre den armenske diaspora i Frankrig, Mellemøsten og Iran til at vende tilbage til det armenske hjemland for at fremme befolkningstilvæksten, fordi den mandlige arbejdsstyrke var blevet kraftigt mindsket under krigen.
Efter uafhængigheden i 1991 søgte hundredtusindvis af armeniere på grund af økonomisk afmatning og høj arbejdsløshed til andre lande – primært Rusland, men også USA, tidligere sovjetstater og Europa.
I begyndelsen af 1990'erne flygtede hundredtusindvis af armeniere fra Aserbajdsjan til Armenien på grund af Nagorno-Karbakh-konflikten, men mange af dem emigrerede derefter igen, hovedsageligt til Rusland og USA.
Da økonomien blev mere stabil i slutningen af 1990'erne, faldt den permanente udvandring, men armenierne fortsatte med at søge midlertidigt sæsonarbejde i Rusland. De pengeoverførsler, familier modtager fra slægtninge, der arbejder i udlandet, er afgørende for armenske husholdninger og landets økonomi, skriver World Factbook om den armenske befolkning.
Der er en stor, mangfoldig armensk diaspora spredt over hele verden. Det anslås, at den tæller mellem 5 og 9 millioner mennesker, hvilket er langt flere end antallet af armeniere i Armenien.
Omkring 93-94 procent af befolkningen i Armenien er kristne, som for langt hovedpartens vedkommende tilhører Den Armenske Apostoliske Kirke. Ifølge forfatningen har den status som statskirke og har til opgave at ”bevare den nationale identitet”. Kirken har både historisk og i nyere tid spillet en vigtig rolle for at opretholde en national og folkelig identitet blandt armeniere – både i Armenien og blandt armeniere i udlandet.
De øvrige kristne trossamfund omfatter bl.a. katolikker, ortodokse, assyriske kristne, pinsevenner, syvendedagsadventister, baptister, karismatiske kristne og andre evangeliske kristne.
Øvrige trossamfund, der tilsammen udgør et par procent af befolkningen, tæller bl.a. Jehovas Vidner, yezidier, jøder, baha’ier samt shia- og sunnimuslimer.
Forfatningen garanterer religionsfrihed for alle
”Enhver skal have ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed,” hedder det i den armenske forfatning (artikel 41). ”Denne ret omfatter frihed til at ændre sin religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre offentligt eller privat at manifestere religion eller tro i forkyndelse, kirkelige ceremonier, andre gudsdyrkelsesritualer eller i andre former.”
Republikken Armenien skal ifølge forfatningen (artikel 17) garantere religiøse organisationer frihed til aktiviteter. Det gælder endvidere, at religiøse organisationer skal være adskilt fra staten.
Ifølge armensk lov er proselytisme forbudt, men loven definerer ikke begrebet, der kan tolkes som ”tvangsomvendelse”. USA’s udenrigsministerium skriver i rapporterne om international religionsfrihed i såvel 2020 som 2021, at der ifølge repræsentanter for religiøse mindretal bliver lagt et stort pres på etniske armeniere fra familie og lokalsamfund for at afskrække dem fra at praktisere en anden religion end den armensk-apostoliske tro.
Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden ligger på et moderat niveau
Indskrænkningerne af religionsfriheden i Armenien ligger på et moderat niveau – både når det gælder begrænsninger fra statens side og med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den seneste analyse fra tænketanken Pew Research Center om begrænsninger af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2020, og indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau.
Indskrænkningerne af religionsfriheden rammer primært religiøse mindretal.
Voksende antisemitisme under og efter Nagorno-Karabakh-krigen i 2020
Der bor mellem 500 og 1.000 jøder i Armenien, næsten alle i hovedstaden Jerevan, hvor landets eneste synagoge ligger. De kan frit praktisere deres religion, og de lever i relativ sikkerhed, selv om der har været klager over antisemitisme, skriver den katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (ACN).
Kampene om Nagorno-Karabakh i efteråret 2020 gav dog anledning til øget antisemitisme i Armenien. Baggrunden var blandt andet, at Aserbajdsjan brugte israelsk-producerede våben i krigen. En anden årsag var, at der deltog aserbajdsjanske jøder i krigen. Der bor omkring 8.000 jøder i Aserbajdsjan. Blandt armenske jøder er der også røster, der kritiserer den israelske støtte til Aserbajdsjan.
Der blev i 2020 postet mange antisemitiske opslag på Facebook og andre sociale medier – i nogle tilfælde sammen med tegneserier, der skildrede jøder på en stødende måde. Medlemmer af det jødiske samfund oplevede også i nogle tilfælde, at de blev mødt med antisemitiske kommentarer i den offentlige transport. I hovedstaden Jerevan blev et mindesmærke, der markerer Holocaust og folkedrabet på over en million armeniere, udsat for hærværk både i 2020 og i 2021.
Retssager mod medlemmer af religiøse mindretal
I rapporterne fra USA’s udenrigsministerium omtales enkelte retssager mod medlemmer af religiøse mindretal.
• Menneskerettighedsaktivisten Sashik Sultanyan, der tilhører yezidi-samfundet, blev i 2021 tiltalt for at ”opmuntre til had”, fordi han i en samtale med en journalist off-the-record havde kritiseret behandlingen af yezidier i Armenien. Udtalelsen var i det skjulte blev optaget af journalisten, som havde lagt den på nettet. Retssagen mod Sultanyan, der i 2018 grundlagde Yezidi Center for Human Rights, mødte stærk kritik fra internationale menneskerettighedsgrupper. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch var der i juni 2022 endnu ikke kommet en afgørelse i sagen.
• I februar 2020 afgjorde den armenske forfatningsdomstol en sag, der gik tilbage til 2018, hvor en politibetjent blev afskediget på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Domstolen fandt afskedigelsen forfatningsstridig, og politibetjenten blev genindsat i sin stilling. Det fremgår ikke, hvilket trossamfund politibetjenten tilhører.
USA’s udenrigsministerium skriver i 2021-rapporten, at holdningen i offentligheden til religiøse mindretal som Syvendedagsadventisterne, Jehovas Vidner og adskillige evangeliske grupper generelt var blevet bedre sammenlignet med det foregående år. Den evangeliske Word of Life Church oplevede derimod, at den fortsat blev chikaneret og udsat for hadefulde ytringer på nettet. Men generelt gav menneskerettighedsgrupper udtryk for, at de verbale udfald mod religiøse minoriteter faldt i løbet af 2021.
Tænketanken for Forfulgte Kristne holder møde fredag den 10. marts 2023 kl. 13-17 på Dalgas Avenue 46, 8000 Aarhus C.
På mødet bliver der en samtale med ambassadør Elisabeth Julie Pruzan, der er leder af Udenrigsministeriets enhed for religions- og trosfrihed. Jonas Adelin Jørgensen holder oplæg om ”Forfølgelse af kristne – den aktuelle udvikling i verden”. Og desuden er der et punkt om udvikling af Tænketanken og forslag til fremtidige aktiviteter.
Nyhedsbrevet udgives af Tænketanken for Forfulgte Kristne
Redaktion: Peter Fischer-Møller, Jørgen Peder Jørgensen, Kathrine Lilleør, Birger Riis-Jørgensen og Thomas Bjerg Mikkelsen.
Redaktionel medarbejder: Journalist Bent Dahl Jensen.
I vores arbejde lægger vi især vægt på følgende kilder: Pew Research Center, Europa-Parlamentet og lignende institutioner, United States Commission on International Religious Freedom samt videnskabelige artikler og udgivelser. I nyhedsbrevet anvendes herudover øvrige kilder efter almindelige journalistiske principper.
Du kan støtte udgivelsen af nyhedsbrevet og tænketankens øvrige arbejde ved at indbetale et bidrag på reg.nr. 9570 konto 12930127.
