COVID-19 restriktioner medførte begrænsninger af religionsfriheden i mange lande
I næsten en fjerdedel af verdens lande og selvstyreområder anvendte myndighederne fysisk magt for at forhindre gudstjenester, bøn og andre religiøse samlinger under COVID-19-pandemien i 2020. Det er en af de konklusioner, der kan trækkes frem fra en ny analyse fra tænketanken Pew Research Center. Analysen viser også, at medlemmer af religiøse mindretal flere steder blev beskyldt for at sprede den farlige virus, hvilket i nogle tilfælde førte til voldelige angreb fra grupper i civilsamfundet.
Da COVID-19-pandemien for alvor bredte sig i løbet af foråret og sommeren 2020, gennemførte regeringer og myndigheder verden over mere eller mindre omfattende restriktioner for at bremse spredningen af den smitsomme virus. Restriktionerne, herunder forsamlingsforbud, påvirkede også trossamfund og religiøse grupper rundt omkring i verden. Nedenfor gengives nogle af resultaterne fra analysen, som omfatter 198 lande og selvstyreområder. Oplysningerne i artiklen vedrører kun forhold, der fandt sted i 2020, da analysen ikke omfatter de efterfølgende år.
Fysisk magt i form af arrestationer og fængslinger
I 46 lande og selvstyreområder (23 % af alle) håndhævede statslige myndigheder coronarelaterede forbud eller begrænsninger for religiøse forsamlinger i 2020 ved hjælp af fysiske magtmidler som arrestationer og tilbageholdelser, fysiske overgreb, beskadigelse eller konfiskering af lokaler og ejendomme, fordrivelse af mennesker fra deres hjem - og i enkelte tilfælde drab. Pew Research Center tager i analysen ikke stilling til, om brugen af den anvendte magt var berettiget i de enkelte tilfælde. De 46 lande omfatter ikke lande, hvor forsamlingsforbud eller andre restriktioner blev håndhævet ved hjælp af bøder.
Religiøse grupper blev anklaget for at sprede COVID-19
I flere lande blev religiøse grupper anklaget for at være skyld i COVID-19-pandemien.
I 18 lande beskyldte offentlige myndigheder trossamfund og religiøse grupper for at have spredt COVID-19 – eller endog for at have forårsaget smittens udbrud – med det resultat, at de blev stigmatiseret i samfundet. I rapporten nævnes blot nogle få tilfælde:
I Pakistan blev en gruppe shiamuslimer (etniske hazaraer) ved hjemkomsten til Balochistan-provinsen fra en pilgrimsrejse til Iran gjort til syndebukke, da embedsmænd i provinsen beskyldte dem for at sprede coronavirus. I Cambodja, hvor flertallet af befolkningen er buddhister, begyndte regeringen i marts 2020 officielt at udskille muslimer i en særlig ”khmer-islam”-kategori, når de offentliggjorde statistikker over antallet af smittede. Denne praksis blev indført, efter at der dukkede oplysninger op om, at cambodjanske muslimer, som var vendt tilbage fra en religiøs samling i Malaysia, var smittet med COVID-19. Der tages i undersøgelsen ikke stilling til, hvorvidt de rejste anklager var sande.
Beskyldninger i civilsamfundet førte til chikane og diskrimination
Der blev i endnu flere lande og selvstyreområder – 39 af de 198, der indgår i analysen – rejst lignende beskyldninger i civilsamfundet mod religiøse grupper og trossamfund.
I 23 ud af de 39 lande blev anklagerne rettet mod jøder. I Frankrig blev der fx på sociale medier delt karikaturer, som skildrede en tidligere jødisk sundhedsminister, der forgiftede en brønd – som en antydning af, at jøder var ansvarlige for pandemien. I Storbritannien blev der online spredt antisemitiske konspirationsteorier med påstande om, at jøderne kontrollerede de globale nedlukninger og brugte pandemien til at ”stjæle alt”. I Marokko blev en mand anholdt, fordi han i et opslag på sociale medier, havde anklaget en jødisk statsborger og en udlænding for at have inficeret mange mennesker med COVID-19.
I 15 af de 39 lande blev angrebene rettet mod muslimer – heriblandt også lande med et muslimsk flertal i befolkningen. I Cambodja, hvor myndighederne indførte en særlig ”khmer-islam”-kategori i officielle statistikker over antal smittede (se ovenfor), oplevede muslimer efterfølgende en udbredt mistanke og diskrimination. Nogle cambodjanske købmænd nægtede angiveligt at sælge varer til muslimer, og nogle ikke-muslimer bar kun mundbind, når de var i nærheden af muslimer. I Pakistan blev der begået hadforbrydelser mod shiamuslimer (etniske hazaraer) af ekstremistiske sunnimuslimer og andre, som var ”påvirket af regeringens og mediernes påstande om, at coronavirussen kom fra pilgrimme, der vendte tilbage fra Iran”. (Se ovenfor.) Og nogle pakistanske brugere af sociale medier stemplede COVID-19 som ”shia-virus”. I Indien cirkulerede der på sociale medier islamofobiske hashtags som #CoronaJihad for at give muslimer skylden for virussen.
I 9 af de 39 lande blev angrebene rettet mod kristne. I Tyrkiet blev der sat ild til døren til en armensk-ortodoks kirke, og gerningsmanden fortalte politiet, at han havde gjort det, fordi de armenske kristne bragte coronavirussen til Tyrkiet. I Egypten blev der spredt konspirationsteorier, som gav det koptisk-ortodokse mindretal skylden for COVID-19-pandemien.
Vold eller hærværk i fire lande
I 4 af de 39 lande, hvor religiøse grupper og trossamfund blev udsat for COVID-19-relaterede fjendtligheder i civilsamfundet, blev der rapporteret om vold eller hærværk i forbindelse med fjendtlighederne. Det skete i Indien, Argentina, Italien og USA.
I Indien var der flere rapporter om voldelige overfald på muslimer, som blev angrebet efter at være blevet beskyldt for at sprede coronavirus. I Argentina og Italien blev der malet antisemitisk graffiti på bygninger, som koblede jøder sammen med COVID-19. I Italien fandt myndighederne fx graffiti, der viste en Davidsstjerne og ordene ”lig med virus”. I USA nedbrændte en kirke i Mississippi ved et brandattentat, der fandt sted omkring en måned efter, at kirkens præst havde lagt sag an mod byen i protest mod dens corona-restriktioner. Efterforskerne fandt graffiti på kirkens parkeringsplads, hvor der stod: ”Vædder på, at I bliver hjemme nu, I hyklere”.
Indskrænkningerne af religionsfriheden på globalt plan lå i 2020 på næsten samme niveau som året før
Selv om COVID-19-restriktioner i 2020 førte til alvorlige indskrænkninger af religionsfriheden i nogle lande, skete der kun små ændringer i det samlede billede af, hvordan status er for religionsfriheden rundt omkring i verden. Det fremgår af en ny analyse fra tænketanken Pew Research Center. I analysen undersøger tænketanken dels begrænsninger af religionsfriheden fra staters og offentlige myndigheders side, dels på krænkelser af religionsfriheden pga. fjendtligheder i civilsamfundet, og begge dele ligger væsentligt højere i dag end for 10-12 år siden.
Analysen viser, at der i 2020 var 57 lande og selvstyreområder, hvor statslige begrænsninger af religionsfriheden ligger på et højt eller meget højt niveau. Det er samme antal som året før. Kina ligger i toppen, og på de næste pladser følger Malaysia, Algeriet, Iran og Rusland. Det er femte år i træk, at Kina ligger øverst.
Antallet af lande og selvstyreområder, hvor krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet ligger på et højt eller meget højt niveau, er faldet fra 43 i 2019 til 40 i 2020. Indien ligger – ligeledes for femte år i træk – øverst på listen over lande efterfulgt af Nigeria, Afghanistan, Israel og Mali.
Nordkorea er som det eneste af FN’s medlemslande ikke med i analysen. Det skyldes, at landet er så lukket, at det ikke er muligt for tænketanken at udarbejde en analyse, der er sammenlignelig med de andre lande. Analysen omfatter 198 lande og selvstyreområder, og den bygger på oplysninger fra 2020.
Analyser siden 2007
Pew Research Center har siden 2007 udarbejdet årlige analyser af niveauet for begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i verdens lande og selvstyreområder. I begge tilfælde udregnes der et indeks på en skala fra 0 til 10 – jo højere tallet er, desto mere omfattende er indskrænkningen af religionsfriheden. Niveau-inddelingen blev fastlagt, da Pew Research Center udarbejdede den første analyse i 2007. De 5 % af landene, der havde den højeste score, blev placeret i gruppen ”meget højt” niveau. De næste 15 % blev placeret i gruppen med et ”højt” niveau. De efterfølgende 20 % i gruppen med et ”moderat” niveau, og de resterende 60 % i gruppen med et ”lavt” niveau.
Kilde: Årlige analyser fra Pew Research Center.
Begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side ligger fortsat højt i mange lande
I 2007 lå begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side på et meget højt niveau i 10 lande. Siden 2009 har der – med visse udsving – været en stigende tendens i antallet af lande frem til 2017, hvor niveauet var meget højt i 27 lande og selvstyreområder. Siden er det faldet til 19 lande og selvstyreområder i 2020. Det er: Kina, Malaysia, Algeriet, Iran, Rusland, Indonesien, Myanmar, Syrien, Tadsjikistan, Egypten, Brunei, Usbekistan, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Singapore, Afghanistan, Eritrea, Maldiverne og Saudi Arabien.
Der var i 2007 30 lande, hvor begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side lå på et højt niveau. Siden har antallet generelt ligget lidt højere. Senest er det steget fra 30 lande i 2018 til 38 i 2020. Det betyder, at antallet af lande, hvor begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side ligger på et højt eller meget højt niveau, er steget fra 40 lande i 2007 til 57 lande i 2019 og 2020. Det er første gang siden 2012, at antallet ligger så højt.
Antallet af lande, hvor begrænsningerne ligger på et moderat niveau, er i perioden steget fra 40 til 69 lande.
Antallet af lande, hvor begrænsningerne ligger på et lavt niveau er faldet fra 118 til 72 lande.
Tallene viser, at religionsfriheden siden 2007 i øget omfang begrænses fra staters side rundt omkring i verdens lande.
Kilde: Årlige analyser fra Pew Research Center.
Færre lande, hvor krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet ligger på et højt niveau
I 2007 lå krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet på et meget højt niveau i 10 lande. Det steg til 20 lande i 2012, hvorefter det igen er faldet. Både i 2016 og i 2019 lå antallet af lande, hvor krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet ligger på et meget højt niveau lavere end i 2007. I 2020 er det steget til 11 lande. Det er: Indien, Nigeria, Afghanistan, Israel, Mali, Somalia, Pakistan, Egypten, Libyen, Syrien og Irak.
Antallet af lande og selvstyreområder, hvor krænkelserne ligger på et højt niveau har svinget en del siden 2007. Fra 30 lande i 2007-2009 til 46 i 2017, hvorefter det igen er faldet – til 43 i 2018, 35 i 2019 og 29 i 2020. Det betyder, at antallet af lande og selvstyreområder, hvor krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet ligger på et højt eller meget højt niveau for første gang er nede på samme niveau som i 2007 – nemlig i alt 40 lande.
Antallet af lande, hvor krænkelserne ligger på et moderat niveau, har været jævnt stigende fra 40 lande i 2007 til 67 lande i 2020.
Antallet af lande, hvor krænkelserne ligger på et lavt niveau, er faldet fra 118 i 2007 til 76 i 2012, hvorefter det har svinget mellem 81 og 98. Senest er det steget fra 81 lande i 2018 til 91 lande 2020.
Tallene viser, at krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet generelt ligger på et højere niveau i 2020 end i 2007, hvilket især skyldes stigningen i antallet af lande, hvor krænkelserne ligger på et moderat niveau.
FN-rapport: ISIS begik også krigsforbrydelser mod kristne i Irak
Der er indsamlet beviser i Irak, som styrker foreløbige konklusioner om, at den militante islamistiske gruppe ISIS har begået forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser mod det kristne samfund i Irak, skriver UNITAD i en ny rapport til FN’s Sikkerhedsråd. UNITAD er et FN-team, som efterforsker de forbrydelser, ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet Da'esh, ISIL eller IS) har begået i Irak, efter at gruppen i 2014 med magt tog kontrol over omkring en tredjedel af landet. ISIS oprettede et selverklæret kalifat i området. Efter tre års blodige kampe blev ISIS i 2017 formelt erklæret for besejret, men gruppen er fortsat aktiv.
UNITAD-teamet oplyser, at det nye materiale blandt andet indeholder beviser for tvangsforflytninger og forfølgelse af kristne, plyndringer, seksuel vold og slaveri samt andre umenneskelige handlinger såsom tvangsomvendelser og forsætlig ødelæggelse af kulturarv.
Efterforskningsholdet har identificeret ISIS-ledere og fremtrædende medlemmer af gruppen, der deltog i angrebet og overtagelsen af tre overvejende kristne byer på Nineveh-sletten i det nordlige Irak i juli og august 2014. Teamet har også indsamlet vidneudsagn og fundet ISIS-dokumenter og andet bevismateriale, der blev beslaglagt ved befrielsen af de tre byer. Ligeledes er der fundet beviser for, at det kristne samfund i Mosul i 2014 blev udsat for tvangsomvendelser, seksuel og kønsbaseret vold, mord, plyndringer og beslaglæggelse af ejendom og værdigenstande samt ødelæggelse af religiøse og kulturelle steder.
Krigsforbrydelser og folkedrab
Det er niende gang, UNITAD udgiver en rapport om ISIS’ forbrydelser i Irak. Tidligere har efterforskningsteamet fundet beviser for, at ISIS’ angreb mod ezidi-samfundet (også kaldet yazidier eller yezidier) i Sinjar i 2014 var et folkedrab, og at ISIS har begået krigsforbrydelser og tilskyndet til folkedrab mod shiamuslimer, og at gruppen udviklede kemiske våben og har anvendt sennepsgas.
I den nye rapport oplyses, at der er fundet yderligere beviser, som tyder på, at ISIS fremstillede og producerede flere forskellige former for kemiske våben. Ligeledes er der fundet beviser for, at medlemmer blev trænet i brugen af kemiske våben, og at der er betalt såkaldte martyrdød-betalinger til familier til ISIS-medlemmer, der er dræbt i forbindelse med brugen af kemiske våben.
Efterforskningsteamet har adgang til en omfattende samling dokumenter, der samlet er på over 7 millioner sider. Ved gennemgangen af materialet er der også fundet flere beviser i forbindelse med angrebet på ezidi-samfundet i Sinjar, så listen over identificerede gerningsmænd nu er udvidet til at omfatte navnene på 2.181 personer, herunder 156 fremmedkrigere.
Krigsforbrydelser skal retsforfølges
Det endelig mål med UNITAD’s arbejde er at retsforfølge de ISIS-krigere, der har begået eller medvirket til krigsforbrydelser og folkedrab i Irak. Så langt er arbejdet ikke kommet endnu. Men i den kommende periode vil teamet flytte fokus fra at indsamle bevismateriale til at forberede konkrete retssager, så de ansvarlige kan stilles til ansvar for deres forbrydelser.
Usbekistan: Trods fremskridt er religionsfriheden fortsat udfordret i tidligere Sovjet-republik
Selv om religionsfriheden i de seneste år er blevet forbedret i Usbekistan, er der fortsat plads til reformer, som kan sikre friere rammer for religionsudøvelsen i den centralasiatiske republik. Det konkluderer USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) i en rapport om religionsfriheden i Usbekistan, der frem til selvstændigheden i 1991 var en del af Sovjetunionen.
Usbekistan er en sekulær stat, som ifølge forfatningen har en demokratisk tredeling af magten, men i praksis har landet et autoritært præsidentstyre uden en tilladt opposition. Landets første præsident var Islam Karimov, som i 1989 blev partisekretær i det, der dengang var en sovjetisk republik. Han blev i december 2016 afløst af den nuværende præsident, Shakat Mirziyoyev. Siden han kom magten, har myndighederne ændret eller ophævet nogle af de bestemmelser, der krænkede eller begrænsede religionsfriheden.
Rettigheder i forfatningen og ny religionslov
Ifølge Usbekistans forfatning har enhver borger ret til at bekende sig til en religion eller til ikke at bekende sig til en religion – blot det ikke griber ind i andre borgeres, statens eller samfundets lovlige interesser, rettigheder og friheder.
I juli 2021 blev Usbekistans religionslov, lov om samvittighedsfrihed og religiøse organisationer, ændret på en række punkter. Blandt andet blev registreringsprocessen for religiøse organisationer forenklet, men flere trossamfund har dog fortsat vanskeligt ved at opfylde kravene.
En anden ændring af religionsloven betød, at forbuddet mod at bære religiøs beklædning i det offentlige rum blev ophævet. Der har dog siden lovændringen været flere tilfælde, hvor muslimske kvinder og piger med hijab (hovedbeklædning, som dækker håret og hagen) er blevet chikaneret. Der har også været tilfælde, hvor muslimske mænd med langt skæg er blevet tvunget til at barbere skægget af.
Begrænsninger af religionsfriheden
Religionsloven og straffeloven begrænser religionsudøvelsen på flere andre punkter – herunder:
• Det er strafbart at udøve ”uregistreret religiøs aktivitet”.
• Fremstilling og distribution af religiøse publikationer skal godkendes på forhånd.
• Det er forbudt at missionere. En overtrædelse af forbuddet kan straffes med op til tre års fængsel.
• Gudstjenester eller andre religiøse handlinger, der udføres af en uregistreret religiøs organisation, er ulovlige.
• Kun anerkendte religiøse organisationer må tilbyde religiøs undervisning.
• Myndighederne skal godkende alle aktiviteter, der holdes af registrerede trossamfund – bortset fra faste gudstjenester, bønnesamlinger mv.
• Myndighederne skal godkende alle religiøse aktiviteter, der er beregnet for børn under 16 år, medmindre børnene har forældrenes tilladelse til at deltage.
• Registrerede trossamfund skal søge tilladelse hos myndighederne 30 dage i forvejen, hvis de ønsker at holde religiøse møder, gadeoptog eller andre religiøse ceremonier, der finder sted uden for en gruppes registrerede bygning(er), herunder aktiviteter med deltagelse af udlændinge eller medlemmer fra en anden region.
Myndighederne har forbudt 22 islamiske grupper
Usbekistans straffelov skelner mellem ”ulovlige” grupper, som er uregistrerede grupper, og ”forbudte” grupper, der betragtes som ekstremistiske. Det kan straffes med op til fem års fængsel at organisere eller deltage i en ulovlig religiøs gruppe. Det er også forbudt at overtale andre til at tilslutte sig ulovlige religiøse grupper.
Religionsloven indeholder flere bestemmelser, der har til formål at bekæmpe voldelig ekstremisme. Ekstremisme defineres i loven som det ”at give udtryk for ekstreme former for handlinger, der fokuserer på at destabilisere sociale og politiske situationer, en voldelig ændring af den forfatningsmæssige orden i Usbekistan, en voldelig magtovertagelse … og tilskyndelse til national, etnisk eller religiøst had”. Civilsamfundsgrupper har kritiseret, at loven efter deres mening indeholder en ”for bred” definition af ekstremisme, og at den ikke skelner mellem ikkevoldelige religiøse overbevisninger og ideologier, der understøtter vold.
De usbekiske myndigheder har forbudt 22 islamiske grupper, som anses for at være ekstremistiske. De forbudte organisationer omfatter både ikkevoldelige islamistiske organisationer som Hizb ut-Tahrir og militante bevægelser som al-Qaeda, ISIS og Jabhat al-Nusra. Disse forbud er ifølge den usbekiske regering ikke en krænkelse af religionsfriheden, men udtryk for, at man vil forhindre en omvæltning af de sekulære myndigheder samt hindre tilskyndelser til interreligiøs ustabilitet og had.
Flere hundrede mennesker sidder fængslet pga. af medlemskab af eller aktiviteter for en de 22 forbudte organisationer. Det præcise tal kendes ikke, men i 2018 var 1.503 fanger tilbageholdt for at have deltaget i terroristiske og ekstremistiske aktiviteter eller for at tilhøre en af de forbudte grupper. Siden 2021 har præsident Mirziyoyev benådet eller reduceret dommene for 455 fanger, hvoraf 81 var tilbageholdt for overtrædelser af religionsloven.
Reformprocessen er stoppet
I den nye rapport fra september 2022 skriver USCIRF, at selv om Usbekistan har gjort vigtige fremskridt, så har regeringen ikke fundamentalt ændret sin holdning i forhold til statens rolle i at kontrollere religiøse anliggender. Tværtimod fortsætter den med i vidt omfang at begrænse religiøs praksis og håndhæve love, der straffer religiøse udtryk og aktiviteter, der ikke udtrykkeligt er sanktioneret af staten. USCIRF kritiserer videre, at den reformproces, der var i gang, ser ud til at være stoppet.
Befolkning og religion • Der bor 31,1 millioner mennesker i Usbekistan (anslået 2022).
• Hovedparten af befolkningen er muslimer. Ifølge Usbekistans myndigheder er 96 % af befolkningen muslimer, mens CIA’s The World Factbook anslår, at muslimer udgør 88 % af befolkningen. Næsten alle muslimer er sunnier, mens omkring 1 % er shiaer.
• De religiøse mindretal omfatter ortodokse kristne, koreanske kristne, baptister, lutheranere, pinsevenner og andre kristne samfund, Jehovas Vidner, buddhister, baha’ier, jøder og andre trossamfund samt ateister. Andelen af russisk ortodokse kristne er faldet fra 3,5 % i 2019 til omkring 2,2 % i 2021, da en del er emigreret fra Usbekistan.
Nyhedsbrevet udgives af Tænketanken for Forfulgte Kristne
Redaktion: Peter Fischer-Møller, Jørgen Peder Jørgensen, Kathrine Lilleør, Birger Riis-Jørgensen og Thomas Bjerg Mikkelsen.
Redaktionel medarbejder: Journalist Bent Dahl Jensen.
I vores arbejde lægger vi især vægt på følgende kilder: Pew Research Center, Europa-Parlamentet og lignende institutioner, United States Commission on International Religious Freedom samt videnskabelige artikler og udgivelser. I nyhedsbrevet anvendes herudover øvrige kilder efter almindelige journalistiske principper.
Du kan støtte udgivelsen af nyhedsbrevet og tænketankens øvrige arbejde ved at indbetale et bidrag på reg.nr. 9570 konto 12930127.
